Solen skinner

Det er officielt blevet foråret. April er kommet - og næsten gået - siden jeg sidst kiggede forbi bloggen. April står i børnefødselsdagenes tegn og begge abeunger er nu blevet behørigt fejret med flag, gæster, gaver, udflugter og alt hvad hjertet kan begære af kys og hurra-råb.

Påsken har været en lang perlerække af gæster og fester og nu er hverdagene igen tilbage. Gemalen er taget i skole, jeg skal på arbejde om et kvarter (jojo, aftenvagter er lige sagen). Børnene er tilbage  i pasning - den store har kun en ugestid tilbage før den står på børnehave og den lille er i gæstedagpleje ca 50 meter hjemmefra hos en dejlig dagplejer, som hun kender godt.

Jeg har været i haven i formiddag og fået ordnet lidt i mine haveprojekter. Jeg har sået noget broccoli, der skulle plantes om til større potter og en tomatplante og noget basilikum fra fru Sole har også fået nye potter. En enkelt citronmelisse er gjort klar til at flytte til Herlev og jeg kigger stadig længselsfuldt ned på det stykke jord, hvor jeg har lagt kartofler og tænker "kommer de dog aldrig op?"

Livet kører i sin rolige gænge. Børnene trives og Lemuren vinker nu og siger "ej ej" (mangler et par h'er) og elsker at blive pruttet på maven. Hun fiser hele huset rundt, når hun bare kan holde fast i noget med hjul under - ellers er det stadig på alle 4 hun kommer omkring. Det ser dog ud til at hun snart har tænkt sig at gå, nok i hvert fald i en lidt yngre alder end Bavianens 16 måneder... Nu må vi se :-)

Børn er bare bedst

Her til morgen fik jeg endnu engang smil på læben over en fantastisk udtalelse som bavianen sendte af sted.
"Mig vil gerne lege med Rasmus Klunk"

Den der lille boblende latter, der prikker inde i maven af en, så man næsten bliver nød til at holde pause med det man laver, bare for at nyde øjeblikket.

Børn er dejlige - især mine

Jeg er tom for ord

Jeg er tom for ord
tom for energi
tom for skrivelyst.

Tom for overskud
tom for indskud
men også tom for underskud!


Det der nye job - wow, jeg har nok at se til! Jeg blogger ikke, for jeg oplever ikke andet end job, og det er ikke et sted jeg fortæller historier fra. Tavshedspligt, og alt det der...
Lad os bare sige, at jeg ind til videre har fået min sag for. Og jeg har klaret det.
Men uha, de tilbageværende rester af energi er røget direkte ned i familien. Bavianen og Lemuren mærker mit fravær - aftenvagter, nattevagter, weekendvagter... Pyha!

Jeg glæder mig til den første lønseddel.

Goddag solskin

Jeg er helt vild med det gode vejr ude på den anden side af vinduerne.
Måske man lige skulle smutte ud og ordne lidt have? Evt. først en tur i Silvan efter en havesaks?

Jaja, jeg skal i nattevagt i nat, så jeg må nok hellere passe på mig selv og bare hvile mig lidt på en havestol med tæpper og en bog.

Vi ses!

Skønne citater

Jeg har længe gået og samlet på skønne citater. Det kunne sagtens være alt det sjove som bavianen siger (i dag mente hum i ramme alvor, at vi skulle have alt tøjet af i zoo - hun troede vidst vi skulle i svømmehallen) - men, det er alle mine egne guldkorn jeg nyder.

"Nej, løven må ikke smage mors juice" 

"Stop med at hive i hendes ben, din lillesøster, er ikke en kost" 

Og der er mange andre fede sætninger... 

I dag har jeg opdaget, at der er en far, der lige er gået et niveau op. Han har malet sine sætninger i kategorien "hvad man dog siger til sine børn"

De kan ses lige her: http://www.mymodernmet.com/profiles/blogs/nathan-ripperger

Hav en dejlig melodigrandprix-aften

Goddag hverdag

Jeg håber, at jeg på sigt får det som Dan Turell, så jeg ærligt kan erklære, at jeg holder af hverdagen.

Det nye liv er begyndt - altså lige pånær, at det der job på 30 timer ugentligt og med skiftende arbejdstider, i denne uge er ca 37 timer og man-fre i dagtid. Hvilket vel kun gør os til en rimeligt gennemsnitlig familie med to børn og to udearbejdende forældre - men det var ikke det vi skulle være. 

I går var en dejlig varm velkomst på mit nye arbejde (løgn, løgn, løgn! Man bør ikke forvente for meget af en offentlug arbejdsplads...)

I dag er en ny dag! Begge abekatte er afleveret (storesøster på slaget 7, da institutionen åbnede, jeg er på vej tilbage til bilen og om lidt starter en ny arbejdsdag. Jeg har et fromt ønske om, at den bliver bedre end i går.

En ny æra

12. august 2012 kastede jeg håndklædet i ringen. Jeg tog hjem fra mit arbejde og kom aldrig mere tilbage.

Det lyder voldsomt, men sandheden er, at jeg var gravid med lemuren. Ca 5 uger henne. Jeg kastede op like crazy. 10-15-20 gange pr dag. 

Da jeg ventede bavianen var det samme historie, jeg var indlagt pga voldsom dehydrering og fik væske i drop. Jeg vidste, da jeg så de to streger på testen i slutningen af juli, at samme tur efter al sandsynlighed ventede forude. 

Mit arbejde var et vikariat og jeg var sygemeldt indtil det udløb. Jeg var faktisk sygemeldt i de næste 8 måneder, indtil lemuren lod sig føde. 

De sidste knap 11 måneder har jeg været mor - med M. ...og også husmor og lidt hustru - men mest af alt malkeko, bleskifter, kogekone og fast gæst på vaskeriet. 

I morgen bliver verden anderledes. Efter mere end 1,5 år udenfor den normale hverdags-rumlen, ja så starter jeg på arbejde. Et nyt sted. Et nyt vikariat. 

Vækkeuret sat - tjek!

Tasken pakket - tjek!

Nerverne uden på tøjet - tjek!

Træt ved tanken om en hel uges introduktion med bombardement af informationer - tjek!

Good night and good luck

Radio silence

For tiden har bavianen og lemuren besluttet, at dagen starter med en højlydt brokken lige omkring kl 5.

Det gør mig rablende bims at sove så lidt, så de blogbare tanker står ikke i kø.

Jeg fistrer forvirret rundt om mig selv, og prøver at blive klar til første arbejdsdag på mandag(!)

Nu vil jeg gå i seng. Kom søvn. Kom ro. Kom hvile.

Især til de små krudtugler

Tillykke mor

I dag ville min mor være fyldt 58. Hun var en smuk og livskraftig dame, der gjorde verden til et bedre sted for os, der var omkring hende.

Hun er både elsket og savnet.

I dag bliver ikke forbigået i stilhed. Som vi også har gjort de seneste år på denne dato, så mødes vi i familien, deler et måltid, taler om hende og mindes alt det gode, sjove, fantastiske og skøre vi har oplevet med hende. 

Det havde bare været lidt federe hvis hun kunne have været der til at tage del i festen.

Det er en succes

Lad os bare sige, at Lemuren har taget godt imod hoppegyngen

Om ukorrekthed

Man må egentligt ikke. Det siger de kloge i hvert fald. Altså, lade sit barn bruge en hoppegynge. Noget med deres ryg og deres kræfter i benene.

Nåmen jeg har alligevel købt sådan en fætter i dag. Hun er ellevild med at hoppe, så nu får hun sådan en fætter. Jeg er åbenbart ikke typen der følger alle regler. Jeg tog fx ikke folinsyre under graviditeten og giver ikke jerntilskud nu. Til gengæld er jeg også nogengange en sand dengse. Jeg har fx ikke rørt alkohol, smøger, parabener og parfumer under graviditet og amning.

Nu venter jeg bare på lemuren vågner fra sin lur, så hun kan prøve den

Seriøst!

Nogen gange er det virkeligt svært at holde masken.

Denne weekend har helt klart været en af de gode på børne-citat-fronten.
Bavianen fylder snart 3, og hendes ordforråd er vokset eksplosivt i løbet af det sidste år (hvor hun mest bare råbte "mad", "mig med" og "tis").
I går bad hun sin far om at tage sit skæg af. "Hvorfor?" spurgte han. "Mig vil gerne have det på" var det logiske svar.
Jeg er også blevet bedt om at lægge noget i "vinke-tarmen". (indsæt selv billede af mand, der står og vinker med en tarm!). Det var naturligvis vindueskarmen vi her havde fat i. 

Søndag aften stod den på flyveture til både den ene og den anden abekat. Bavianen mente bestemt, at far også skulle have en flyvetur (hun har et meget gavmildt væsen). Så hun lagde sig på ryggen i sofaen med armene og benene op i vejret. Gemalen måtte så "ligge" sig oven på hende, så han kunne blive fløjet med. I realiteten lavede han "planken" mellem de to armlæn mens han blev sparket og skubbet i maven af bavianen, men hun var helt og aldeles overbevist om, at hun gav ham en flyvetur.

Den indre monolog

Er det bare mig, der har et indre kommentatorspor kørende altid?

Min egen stemme, der giver et lille besyv med om alt, hvad der på nogen måde kan klemmes en kommentar ud om.

Folk på den anden side af gadens påklædning.

Kiloprisen på hakket oksekød.

Hvad jeg ville hashtagge øjeblikket med på instagram - hvis altså jeg havde taget et billede. (#bloggerpåtelefonenunderdynen)

Knæver, knæver, knæver!

Den indre stemme snakker bare non stop. Ind imellem kommer jeg til at grine invendigt af mig selv. Ja man kan vel nærmest sige at min indre stemme griner af min indre stemme.

Jeg har fx i dag fortalt mig selv, at badevægten ikke kan se, at jeg står og suger maven ind. (Jeg kan så ikke se badevægten hvis jeg puster maven ud.)

Gad vist om min kommentator nogensinde går på ferie eller pension. Hun er da i hvert fald på overarbejde - og ikke specielt god til at slappe af på arbejdet.

Jamen dog?

Er jeg gået glip af et memo?

Mit tv ser sådanher ud:

Skihop - Hvor blev marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december af? For det kan da ikke allerede være 1. januar igen, vel?

Godt nytår derude

(Og glædeligt vinterOL)

Børnelogik

Mig: Jeg elsker dig

Bavianen: Hvor er "elsken" henne?

Hverdagens trivialiteter

For tiden går dagene med at indhente nætterne.

Siden vi kom hjem fra juleferie har vi arbejdet benhårdt på at få Lemuren til at sove igennem i sin egen seng. Jeg starter jo job om 4 uger, så det skal helst være muligt for gemalen at være alene hjemme om natten med 2 børn uden at den ene så gerne vil ammes at hendes klageråb vækker den anden.
Jeg skal ikke være væk hver nat, men når jeg er af sted skal der være ro på bagsmækken, så de tre andre bliver klar til den nye dag, og så jeg kan arbejde uden at have ondt i maven over, hvordan de klarer sig derhjemme.
I nat gjorde Lemuren det  umulige, hun snuppede 8 timer uden mad. Bare lidt ærgerligt at det var fra 18.30 til 2.30. Men vi taler her om en lille dame, der har været vant til at overnatte med et bryst i munden - eller så meget indenfor rækkevide at det kunne findes i søvne.
Jeg kan mærke det lysner forude - selvom det sikkert er en fæl jinx at skrive det.

Børn og fulde folk

Jeg har i dag haft sådan et af de der øjeblikke, hvor sandheden bliver serveret helt uden omsvøb.

"Dine bryster hikker" sagde bavianen til mig. Jo tak, jeg gynger åbenbart med hele overkroppen når jeg har hikke.

Børn altså :-)

Hverdagen ruller lige så stille derudaf. Bavianen tager i vuggestue, Lemuren er ind imellem i dagpleje og gemalen passer sit studie. Jeg selv holder sammen på hjemmet og familien og bruger i øjeblikket alt for lidt tid på at sove om natten.
Lemuren er flyttet over i sin egen seng, og det har hun faktisk klaret nogenlunde. Hun er efterhånden blevet rimeligt ok til at falde i søvn kl 19 og ikke kræve et babs at falde i søvn på. Til gengæld er hun utroligt glad for at blive ammet adskillige gange i løbet af natten. Nu hvor hun ligger i en helt anden seng skal jeg vågne ganske meget for at klare den lille sag (før lå hun og puttede i min armhule), så vi er begyndt på en nedtrapning på antallet af nat-måltider. En vigtig men hård kamp. Jeg håber vi vinder! (gerne snart)

Der er faktisk utroligt lidt at fortælle om dagliglivet og derfor utroligt få indlæg på bloggen. For helt ærligt, hvad vil I vide om at jeg ordner vasketøj? Eller om at jeg fik suppe til aftensmad i går? Nej vel...

Jeg suger den sidste nydelse ud af barslen og ser med glæde og bæven frem til at starte arbejde om 5 uger.

Hvabeha'r?

Mig: Hvad skal der ske i skolen i dag? (nej jeg er åbenbart ikke typen der kalder det "på studiet")
Bavianfar: Der kommer en gæstelærer og fortæller om Hizb ut tharir
Bavianen: Hårbørste?
Mig: Nej, far sagde ikke hårbørste, far sagde Hizb ut tharir.
Bavianen: Butik?
Mig: Nej, far sagde ikke butik, far sagde Hizb ut tharir. Det er en slags klub. Jeg tror ikke du har hørt om den før
Bavianen: ...?...

Fordi det er tirsdag

Eftermiddagskaffe på Lagkagehuset