mandag den 30. januar 2012

Wow

Det er ingen sag at være en hårdtarbejdende mor, når man kommer træt hjem kl 19, til en fodret, skiftet og puttet bavian, mad der næsten er klar, vasketøj der er blevet lagt sammen og opvaskemaskine der er startet.
Det er den bedste babysitter jeg har haft til bavianen :-)

lørdag den 28. januar 2012

Om lørdage

Bavianen sidder på gulvet og svinger med en uro. Bevares, den burde nok hænge et sted, så hun kun kunne daske til den - men det er så sjovt at have mulighed for at svinge hele herligheden rundt og rundt.

Bavianfar er ude og lufte fodboldbenene i sæsonens første træning.

Jeg sidder i sofaen med pc'en og ignorerer, at der kommer gæster kl. 18 og jeg har 837 ting jeg gerne vil når inden da. Eller i hvert fald et par stykker.

Der trænger virkeligt til at blive ryddet op i vindueskarmen. Vi har en rimeligt seriøs vindueskarm i stuen - bred OG lang. Der kan immervæk få ophobet sig nogle bunker, når man "rydder op" andre steder. Ja, i anførselstegn, for når man bare flytter bunkerne op i vindueskarmen, så har man jo ikke ryddet rigtigt op, heller ikke selvom der ser pænere ud af det.

Menuen i aften spørger du? Tjo, det bliver noget med en omgang gulerødder og rødbeder i ovn. Noget madbrød med salt-flager på toppen. En creme af jordskokker (og måske champignon, det har jeg endnu ikke besluttet om jeg tør). Helt almindelig humus. Til sidst noget med svinemørbrad, som jeg endnu ikke helt har gennemskuet (Det bliver nok på traditionel vis, brunet på panden - færdigstegt i ovn sammen med gulerødderne og rødbederne).
Dessert: Chokoladefondant med blødende hjerte med hindbærcoulis til.

torsdag den 26. januar 2012

Tampon-problemer

Åh ja - det er den tid på måneden igen (hvem der bare var gravid). Når man er alene hjemme med en bavian opstår der nogle gange en form for akutte kortslutninger, der i går ledte til, at en nydeligt toiletpapirindrullet tampon kom til at ligge på kanten af vasken på badeværelset. Bavianen blev redet fra noget jeg ikke længere husker, og livet fortsatte i det lille hjem.
Senere på aftenen kommer følgende fra bavianfar "apropos ulækkert - det der på kanten af vasken, det har jeg fixet". Åh nej, undskyld- og så snakkede vi ikke mere om det.

Indtil...

Jeg er på vej i seng og derfor tager en tur omkring badeværelset, klapper låget op og konstaterer, at lige der - nede i kummen - ligger min nydeligt toiletpapirindrullede tampon og glor på mig - adr!

Så nu har jeg også haft fornøjelsen af at stikke hånden ned i kummen og samle sådan en fyr op og få gelejdet ud i skraldespanden i stedet...

Bavianfars forklaring - jamen jeg troede da bare det var noget klamt toiletpapir med blod på du havde lagt der.

tirsdag den 24. januar 2012

Goddag og velkommen til verden

Så nedkom prinsesse Marie (de kongelige føder ikke, de nedkommer naturligvis - det ved enhver da!) med en lille datter.
Hvad skal barnet hedde?

Tjo, jeg gætter på Amalie Julienne Margrethe Francoise

mandag den 23. januar 2012

Amatører!

Jeg har gået og glædet mig over, at min kontrakt udløber om 2 måneder. Jeg havde sådan set regnet med at blive tilbudt en forlængelse (eftersom projektet har vist sig at tage længere tid, og det virker absurd at fyre mig og oplære en anden til at gøre det jeg allerede er pisse-god (JO!) til).

Jeg har glædet mig til at svare at jeg bestemt er interesseret i en forlængelse, og tilhørende forhandling af kontrakt - især det sidste!

Jeg synes ikke min nuværende kontrakt afspejler mine arbejdsopgaver, min indsats og mit engagement, både når det kommer til jobbeskrivelse og løn (cool cash), men også når det kommer til de små goder.

I dag havde en kollega kage med, og der sidder jeg midt i en sofa, omgivet af 10-12 kollegaer, der alle kigger på kagerne og småsnakker. Så kommer über-bossens sekretær (som naturligvis også skal have kage), kigger på mig tværs hen over sofabordet og proklamerer højlydt "Stine, jeg har lige forlænget dig indtil udgangen af året". Mig(forundret): "Nå, jeg havde ellers glædet mig til at genforhandle kontrakt...". Sekretær: "Jamen [Firmanavn] har en meget firkantet lønpolitik, så der er ikke rigtigt noget at forhandle om".

Hvor amatøragtigt er det lige? Chefens sekretær! (Mens chefen faktisk er på ferie i 1½ uge endnu) Midt imellem alle de andre kollegaer! En påstand om at der ikke er noget at forhandle om!

Ej man altså - hvor skal jeg altså bare snart have et fast job et andet sted

søndag den 22. januar 2012

Goddag, goddag!

Siden bavianen blev seks måneder har jeg ledt efter barnevognsselen.

Heldigvis har hun stadig ikke opdaget at man kan kravle ud af barnevognen. (Hun er så gumpetung at hun nok næppe ville kunne selv hvis hun virkeligt prøvede)

I går dukkede den op, lige som jeg havde givet op.

Jeg har hele tiden vidst præcis hvad jeg pakkede den ned sammen med da vi flyttede, da babyen var 3 måneder og det jo slet ikke var tid endnu til at bruge den.

fredag den 20. januar 2012

Nu spørger jeg bare lige

Er det meningen at man skal tage folk, der maler knurhår på sig selv, seriøst?

torsdag den 19. januar 2012

Syg bavian

Man ved man ikke er ansat under en overenskomst, når man har en sølle bavian derhjemme, og derfor lige snupper nogle ekstra timer på arbejdet, fordi man nok ikke kommer af sted i morgen (eftersom bavianfars praktik er 8-14 og trumfer mit job)

Hvem der bare havde ret til barns første sygedag - med løn!

Well, on the bright side er der ingen chef, der puster en i nakken her klokken sent

onsdag den 18. januar 2012

Muntert gensyn

Åh jo, jeg kom en tur forbi denne herlighed hos Maren, der for tiden svælger i minder.

"Jeg har bare ventet på at du skulle ringe"

Hold nu op hvor er det lækkert at høre en über-boss sige det. Især når det handler om et job indenfor mig eget fag...

Det var den der samtale lige før jul. Mine papirer var simpelthen blevet en form for væk (puha, håber aldrig det sker med min lønseddel!).

Hun havde så faktisk ikke lige tid til at snakke, men ville ringe til mig i morgen - det håber jeg så hun gør.

tirsdag den 17. januar 2012

På'en igen

Ja, så sidder jeg igen her og stirrer på en tom skærm. Hvorfor er det lige, at den perfekte ansøgning ikke skriver sig selv? Hvorfor er jeg først startet den samme aften jeg skal sende den af sted? (Hvorfor har jeg mistet troen på at jeg kunne blive kaldt til samtale?)

Jeg har selvfølgeligt masser af formuleringer fra gamle ansøgninger, som jeg bare kan "låne". Men det er vel dumt, at sakse noget fra en ansøgning, der ikke gav mig en samtale - eller hvad?

Den dag word får en auto-skriv funktion klapper jeg i mine små buttede hænder!

Bavianen sidder på gulvet og leger med vasketøj, mens jeg forsøger at abstrahere fra hendes små lyde - bliv dog træt, så jeg kan få ro...

fredag den 13. januar 2012

Dagens spørgsmål

Hvorfor vælger man at få sit eget navn tatoveret på armen?

Om fredage

Nåmen jeg troede jeg skulle på arbejde i dag, det blev så en dag med bilproblemer i stedet...

Heldigvis var der et værksted, der havde tid i dag, så vi burde kunne komme til bryllup i Jylland i morgen

onsdag den 11. januar 2012

Man lærer noget nyt hver dag

Jeg er ikke så pjattet med når bavianen øver sit pincetgreb på mit ansigt (læs: næsebor, øjenvipper, kinder)

mandag den 9. januar 2012

Gnæk gnæk

Jeg har en bekendt. Hun er en meget smuk ung kvinde, med et helt fantastisk stort krøllet hår og en veldrejet krop. I dag afslørede hendes lårkorte kjole og tynde nylonstrømper, at hun har appelsinhud på låret.

Det er småligt, men jeg blev underligt glad af det :-)

torsdag den 5. januar 2012

Min GPS er optimist

I dag foreslog den følgende: Kør 9.6 km ad O2 i myldretiden, rejsetid: 15 min.

Prøv med 35... (men i det mindste er der radio i bilen og jeg blev ikke våd ligesom alle cyklisterne)

onsdag den 4. januar 2012

You say jump...

...I ask how high!

Jeg ramte tilsyneladende den rette balance mellem "ulideligt påtrængende" og "vedholdende ivrig på den gode måde"
Samtale i dag gik fint - det var en form for selvpromovering, der endte med at hun nok ville ringe i løbet af de næste par måneder, og at den næste timelønnede de fik brug for ville blive mig.

Yay me!

Ahhhh

Hvor dejligt!
Bavianen er afleveret i dagpleje, bavianfar er af sted. Jeg derimod - helt alene, sidder jeg. I min sofa!
Dårlig serie på flimmerkassen - cola i glasset (jaja, whatever klokken er måske kun lidt i ni i dit hovede, men jeg var oppe anden gang kl 3, så min døgnrytme er fucked.)
Om lidt skal slaget slås. Jeg drager ud i udsalgsland for at få fat i en autostol til bavianen. Den lille lækre boxette der går op til 10 kg er bare ikke lang nok længere. Med endnu en tur til Jylland på trapperne, så skal det altså være. Hvis ikke jeg finder en i dag i babysam eller ønskebørn (regner da lige med at udsætte mig selv for dobbelt op på udsalgshelvede), så må vi finde en på nettet. Nu skal det være.

Men først - mere cola og tv :-)

(fik jeg nævnt, at jeg elsker flextid? Og at jeg egentligt holder fri i dag, fordi jeg har en jobsamtale kl 13!)

søndag den 1. januar 2012

Tipskupon

Om et år, hvordan ser verden så ud?

Er der familieforøgelse på vej?
1: nej x: ja 2: Den er allerede kommet i 2012

Er jeg i arbejde som jordemoder?
1: nej x: nej, men det er min beslutning 2: ja

Har vi været til folketingsvalg?
1: nej x: ja 2: næh, men Helle er ikke længere statsminister

Er der fætre/kusiner til bavianen i farvandet?
1: nej x: ja 2: det er der allerede kommet i 2012

Har der været bryllup i familien?
1: nej x: ja 2: nej, men der er sat dato på et bryllup i 2013

Har Danmark OL-guld med hjem fra London?
1: nej x: naturligvis 2: ja, men kun i en eller anden sportsgren som ingen interesserer sig for

Værsgo, så venter vi 365 dage og ser...