fredag den 30. marts 2012

Jeg har en stor svaghed

Jeg er faktisk ikke vokset op med at få bagerbrød og -kager. Jeg husker hvordan det til mine søstres og min konfirmation var en udsøgt luksuriøs fornøjelse, at der på andendagens morgen var wienerbrød - altså sådan RIGTIGT wienerbrød! Det er nok et udtryk for en mangeltilstand, at jeg, når jeg gik forbi en bager, blev nød til at standse op og se ind af vinduet. Næsten som om synet og duften kunne stille trangen til at smage...
Sjældne gange i min barndom husker jeg hvordan min far kom hjem efter arbejde om fredagen med en knitrende bagerpose. Den bager han kørte forbi på vej hjem havde haft et skilt ude: "5 linser 15 kr." stod der. Og så havde han gjort det man ikke må - trodset min mors sundhedsfanatisme, og købt 5 linser med hjem. En til hver...
De smagte syndigt og himmelsk på samme tid!

Siden min barndom har linserne ofte spøgt i mit baghovede - nogle gange må jeg give efter for trangen

tirsdag den 27. marts 2012

Øhm - jamen...!?

Dagens oplevelse var at få min første lønseddel efter min lønforhandling.

Jeg scorede mig et funktionstillæg til lønforhandlingen på 19,42 kr. Af min lønseddel fremgår det, at jeg har fået udbetalt et tillæg på 19,41 kr. Det studsede jeg da lidt over (mest fordi de lige havde glemt at give mig nogle tillæg for ulempetidspunkter) og ringede til lønkontroret og sagde "hvadbehager!?"
Svaret var følgende: "Det er en afrunding som lønsystemet foretager, og jeg kan ikke ændre på det". (de der tillæg var der ikke noget problem med at få fikset, det er sat i værk)
Det udløste en mail fra min hånd til chefen:
Og svaret lød sådan her
Jeg undrede mig over, at det funktionstillæg på 19,42 kr./time som er nævnt i min kontrakt, på min lønseddel er opgjort til 19,41 kr. Det er kun en enkelt øre, og i det lange løb spiller det jo i sagens natur ikke den store rolle på min samlede indtægt.

Jeg tillader mig dog alligevel at gøre dig opmærksom på, at det føles uprofessionelt, at der er uoverensstemmelse mellem lønsedlen og kontrakten, og at forklaringen om at ”systemet kan lave mindre afrundingsfejl som vi kan ikke gør noget ved” virker søgt.

Jeg håber at du vil kigge nærmere på sagen, og evt. foretage nogle justeringer i systemet, så det fremadrettet er muligt for jer at udbetale den aftalte løn.

Og svaret lød sådan cirka sådan her:
Bla. bla. bla. der er ikke nogen fejl i vores lønsystem, for det er en meget indviklet metode vi bruger til at beregne tillægene fordi bla. bla. bla.
Så fejlen er i din kontrakt og vi regner med din forståelse for, at vi ikke vil bruge yderligere ressourcer på at korrigere din kontrakt

Jamen altså! Hvis det havde været et større beløb det drejede sig om, så var jeg nok kommet til at skrive tilbage og spørge om hun kan stave til F-A-G-F-O-R-E-N-I-N-G...

fredag den 23. marts 2012

Handywoman

Så så man lige mig fikse noget - med kontaktlim endda!

Jeg indrømmer det blankt, jeg er ikke ligefrem indbegrebet af en fritidshåndværker (eller fuldtids- for den sags skyld).
For et par uger siden tabte jeg en kniv som ramte vores peberbøsse (tihi fnis ...bøsse...) som knækkede sit håndtag af.
Det er sådan en fancy le creuset stentøjs-fætter, så håndtaget knækkede selvfølgeligt også i to dele.
Nu har jeg så gået og irriteret mig over, at der var hul ind til peberet, bavianen er jo en lille pilfinger.
I dag tog jeg så skeen i den anden hånd og gjorde noget ved sagen. Først en omgang kontaktlim (hvorfor var der ingen der havde fortalt mig at man bliver lidt høj af den lugt - har altid undret mig over "sniffe lim" men forstår det nu) og derefter en meget stor omgang selv-beundring.

torsdag den 22. marts 2012

onsdag den 21. marts 2012

På'en igen

Se mig - jeg skriver en jobansøgning

Det minder mig lidt om den der sang fra Nephew: Igen og igen og...

Man skal bare blive ved, til sidst må det jo lykkes!

Denne her gang er det faktisk også et job jeg ret gerne vil have, så måske det skinner igennem i min ansøgning

Pessimisme bortgives gratis (lagerføres i store mængder)
Optimisme købes (mangler det virkeligt!)

Du tror det er løgn!

Jeg læste denne nyhed hos DR:
Jon fra popstars (ham der slog en eller anden med en stegepande) er gået ind i lokalpolitik. Han vil gerne stille op til byrådet i Norddjurs kommune.
Han mangler bare lige at finde ud af hvad han mener, og hvilket parti han er enig med.

WHAT!?

Tror han, at han kan lave en Liberal Alliance-finde og blive valgt alene fordi han er kendt? Så skulle han nok have stillet op inden hans 15 minutes of fame var gået.
Nej, nej, nej hvor er det useriøst at melde ud at man gerne vil ind i politik, man ved bare ikke lige hvad man mener endnu...

Man skulle tro det var en nyhed fra Rokokoposten

tirsdag den 20. marts 2012

Anekdote fra fortiden

Jeg faldt over denne lille historie fra det virkelige liv, som jeg skrev ned for knapt 3 år siden...

Det er sjovt at være turist i sin egen by.
I går havde jeg den gode fornøjelse at være på kanalrundfart. Det har jeg sådan set været et hav af gange, så i sig selv var det ikke noget super specielt, men jeg har ikke før prøvet det, der skete i går.
På rækken bag mig sad tre piger, de var vel omkring de 20 år.
Jeg kom sådan til at grine af dem – og jeg ved godt det ikke er høfligt, men de sagde nogle virkeligt skøre ting.
Først fortalte den ene af dem en lang historie om hvordan hun havde været i Sydafrika og ude på en ø og se et fængsel hvor Dalai Lama havde siddet fanget i mange år. Efter lidt tid sagde en af de andre piger, at det var da vist ikke ham, og efter endnu en rum tid kom de så i tanke om, at nårenej, det havde nok været Nelson Mandela…

Senere fortalte guiden om nogle skulpturer vi sejlede forbi, at de var lavet af nogle bosniske flygtninge og symboliserede livet i eksil. De affødte den fantastiske bemærkning “eksil, er det når man ikke har sex?” Det var der dog hurtigt en af de to andre der modsagde: “nej nej, det er cølibat.” Men den første holdt stædigt fast i at eksil var ingen sex, og da den anden pige ikke kunne fortælle hvad eksil så skulle betyde, ja så havde den første pige vel ret.

Jeg faldt lige over

en blog om madlavning. Der var en underside åbnet på min telefon - jeg gætter på det var bavianfars værk.

Denne opskrift på linser bliver jeg bare nød til at prøve!

Håber på at få tid snart, og så kommer der fotodokumentation :-)

søndag den 18. marts 2012

Dagens citat

Klokken var dårligt nok blevet 7 inden dagens (indtilvidere) bedste sætning kom flyvende fra bavianfar, henvendt til bavianen siger han: "Har din numse og tissekone samarbejdet om at lave en gave til mor?"

Arj altså! Han endte i øvrigt alligevel med selv at tage det bleskift...

lørdag den 17. marts 2012

Du ved du er gammel når...

...du bliver irriteret over at bussen hjem fra arbejde lørdag aften er fyldt med støjende, feststemte teenagere.

fredag den 16. marts 2012

Shh

Ja, der er stille på bloggen!

Måske den lille beregning, der viser, at jeg de sidst 4 uger i snit har arbejdet 40 timer/uge er svaret.
Måske det faktum at bavianen for tiden ikke synes søvn er en interessant beskæftigelse...
Måske fordi jeg har hovedet fuld af tanker, som ikke egner sig til at blive delt.
Måske fordi bavianfar har været temmeligt syg på det sidst og vækker mig flere gange hver nat fordi lungerne lige skal hostes op.
Måske fordi solen skinner og pc'en ikke trækker.
Måske fordi jeg bare er rundforvirret nu hvor jeg igen er begyndt at have nattevagter.

Uanset - jeg er her altså stadig!

tirsdag den 13. marts 2012

Tanke #16

Kunne vi ikke nok godt en gang for alle blive enige om, at der altså findes dårligt vejr (og ikke kun dårlig påklædning).
For hvordan kunne det ellers være fan-f*cking-tastisk vejr i dag, hvis ikke der var noget dårligt vejr at sætte det i modsætning til?

Glædeligt forår!

Jeg er i Silvan

... Ja selvfølgeligt er det arbejdsrelateret. Her kommer jeg ikke frivilligt

fredag den 9. marts 2012

Fredag aften

Alene hjemme med sur bavian

Alene hjemme med en meget vred lille bavian, der har nægtet at sove.
Nu da hun endeligt langt om længe er faldet i søvn, er dagens ret herhjemme blevet degraderet fra hjemmebagt pizza og til rugbrødsmadder...

Oh the joy of motherhood

torsdag den 8. marts 2012

Hmm...

Bavianen er på øve-overnatning på lørdag hos sin moster, og jeg ville lige se, om ikke der var et godt sted i nærheden at drikke nogle cocktails når nu vi ikke skal tidligt op søndag...
Google er min ven, så jeg lavede en søgning på cocktails og navnet på mit kvarter.
Det første hit var en café lidt oppe af vejen, hvor vi før har været så jeg kiggede videre ned af listen. Hit nummer to og tre var to identiske links via krak, og bestod af en liste på to steder hvor krak åbenbart synes man kan få cocktails: Nanok, Bodega (ja med et komma, nej jeg forstår det heller ikke) og Centerparkens Bodega

Jeg troede egentligt, at jeg boede i en sådan relativt fashionabel bydel - men cocktails på bodegaen!? Nej tak jeg tror jeg springer over

Edit: Så nåede jeg ned til det tiende googlehit. Det er en hjemmeside på et bordel - jeg tror vi trænger til at flytte til en anden bydel...

onsdag den 7. marts 2012

Det er forår

...når solen sender sine stråler i min retning, gør det ikke så meget, at toget er forsinket (...at bavianen vågnede skrigende i nat og næsten ikke var til at få trøstet ...at der venter en arbejdsdag forude ...at lønforhøjelsen ikke skal fejres i aften med en flaske god halvsød hvidvin ...at svigerforældrene kommer til middag ...at det er pissekoldt!)
For NU er det forår - det kan enhver se

mandag den 5. marts 2012

Og så siger de at kvinder ikke kan finde ud af at forhandle løn...

Advarsel: Hvis du er fan af janteloven eller synes det er tabu at tale om penge så læs ikke dette indlæg

Da jeg startede på det der job, som jeg synes er ok, men som jeg ikke flipper skråt ud over at arbejde på, var det en helt nyoprettet stilling.

Efterhånden som månederne er gået, er det blevet tydeligt, at både arbejdsopgaver og arbejdstid er blevet anderledes end først forventet.
For en måneds tid siden tog jeg en snak med über-bossen om rimeligheden i en lønstigning, samt ulempetillæg, hvis de fortsat forventer, at der er arbejdsopgaver, der skal løses udenfor almindelig kontortid (som egentligt ikke var den oprindelige plan).

I dag foreligger resultatet, og jeg må med glæde sige, at jeg ikke kun har fået det som jeg ville have det, men også har fået en lidt federe titel at sætte på mit CV, når nu jeg søger en masse andre jobs

søndag den 4. marts 2012

Ahrmen altså

Når man sådan har et almindeligt hverdagsjob, så får man jo arbejdet en hel del mandag-fredag. Gerne lige omkring 37 timer.

Derudover tilbringer jeg så de der famøse timer på yndlings-jobbet, når de lige ringer fordi de har brug for en vikar.

Jeg elsker, at tage ind på hospitalet og trække den hvide kittel på. Jeg elsker at bruge min uddannelse - og bruge mig selv.

Når alt det er sagt, så er der kun et simpelt stykke matematik tilbage, der forklarer hvorfor jeg ser min familie for lidt. 37 timers arbejde mandag-fredag + 2 vikar nattevagter i weekenden = 53 timers arbejde på en uge, og to "sove-dage".

Hvis det fortsætter med to vagter om ugen, må jeg vist hellere få droslet lidt ned for timetallet på mit hverdagsjob.

fredag den 2. marts 2012

torsdag den 1. marts 2012

Kan du huske?

I går befandt jeg mig lige pludseligt på "memory lane"

Samtalen faldt på skole-skeletter. Hvorfor i al verden havde man dog sådan et? Og alle i selskabet bidrog med historier om, at der skam også havde været et skelet på deres skole (og udstoppede dyr, adr!)

På min skole hed det "Olsen"...

Hvad tror du selv?

De tror da vel ikke, at nogen hopper på at en hotdog er sund, bare fordi den bliver lagt på et salatblad, vel?

Jeg var meget tæt på at købe en, bare for at se om den virkeligt blev serveret sådan...

Long time no see


Jeg har sneget mig i stofmekka.
Det er et levende minde om min barndoms sommerferier, hvor jeg et utal af gange har brugt timevis med min mormor og mor på at købe ind til syprojekter