Det drypper

...og ikke på den der gode måde ala "når det regner på præsten så drypper det på degnen".
Næ, det drypper lidt på kinderne selvom jeg sidder indenfor i tørvejret med et tæppe om mig og slapper af. (Tænde for varmen? Hvad mener du? Det er jo kun september...)

Min dejlige lille bavian er ved at være en stor pige nu. Det er så skønt at se hende lære den ene ting efter den anden, og at se hende komme stavrende af sted på sine små ben.
Hun gør mit hjerte så uendeligt varmt.
Men sammen med de nye færdigheder følger også en ny størrelse. Det betyder, at det efterhånden er på tide at pakke en helt særlig hjemmestrikket trøje væk. En lille fin blå striktrøje, som bavianens mormor strikkede i størrelse 1 år (så det er ligesom på tide nu hvor hun efterhånden er 17 måneder).
Den er slidt godt, men holder stadig sammen selvom der med tiden er kommet et par løse tråde. Heldigvis kommer der inden alt for længe en ny abekat, som skal have mormors trøje på. Det er nok også derfor det drypper sådan - hormoner er bestemt ikke at spøge med.

Når det er for sent

Der er nogen ting, som det simpelthen er for sent at spørge om.

Ting man skulle have spurgt om for længe siden, og som det ville være malplaceret at spørge om nu hvor alle bare tror at "det ved du da".

Det er sådan jeg har det for tiden med det der "arbejdsmarkedsbidrag", man skulle da tro, at mit bidrag til arbejdsmarkedet består i den tid jeg rent fysisk ligger i mit arbejde?

Så nu spørger jeg jer derude - det er ikke nær så pinligt som at ringe til sin far...

Hvorfor vil arbejdsmarkedet have 8% af mine penge? Jeg troede egentligt at arbejdsmarkedes fornemme opgave var at sørge for at jeg fik penge...

Det var derfor den forsvandt.

Nogengange får man muligheden for at genopleve fortiden.

Man kan fx tænde for tv2 kl 15 og se et afsnit Blæverly - det er fortid så det basker (i hvert fald for undertegnede, der har set alle afsnit ca 4 gange)

I går opstod en uventet mulighed for at hilse på fortiden i form af et køleskab, der indeholdt intet ringere end cherry coke. Jeg var umiddelbart ikke stemt for idéen. Jeg kunne ikke genkalde mig smagen, men jeg havde kraftigt på fornemmelsen at jeg ikke var en fan.
Bavianfar måtte have en. Så den blev købt, betalt, åbnet, smagt - og føj! Det var derfor den forsvandt... Nogen ting burde blive i glemmebogen.

Hvorfor spilder jeg min tid?

Bavianen snorkbobler og gemalen er på arbejde.

Fredag aften fordrives foran skærmen, og jeg er dumpet ned i et afsnit vild med dans.
Jeg så de første 2 sæsoner fuldstændigt trofast, men har ikke rigtigt set det siden.

Det er jo en lang række af B- og C-kendisser. Der er mere end et par, hvor jeg ikke aner hvem, der er den kendte og hvem, der er danseren (og også to par, hvor det kun er danseren jeg kender!)

Burde slukke...

Burde virkeligt.

Men i stedet blogger jeg da bare om hvor elendigt det er, mens det kører i baggrunden...

De der ting man aldrig kommer til at forstå

Der er nogen ting, begreber, hændelser, kendsgerninger som bare aldrig kommer til at give mening. Ikke desto mindre, må man på et tidspunkt stoppe med at gruble over dem og bare acceptere at sådan er det.

Jeg nævner i flæng:
- de der mennesker, der insisterer på at de er forelsket i deres potteplante/eiffeltårnet/whatever
- at man ikke kan spise en tartelet uden at snaske fyldet ud over hele tallerkenen
- at Breivik synes det gav mening at dræbe nogenog70 mennesker
- at PostDanmark bare kan bestemme at postkassen skal ned til havelågen
- at buffaloskoene formentligt bliver moderne igen i løbet af en kortere årrække.

Jeg kunne nævne mange vanvittige facts, men det som jeg mest af alt undrer mig over er, at det lige var mig, der fik bavianfar. Vi var ikke ligefrem pur-unge, da vi mødte hinanden. Ja kort sagt, så havde andre kvinder haft frit spil til at få ham halet i land i ÅREVIS inden han dukkede op på min radar.
Han er virkeligt flot. Lige-på-nippet-til-en-modelkarriere-fabolous! Ovenikøbet er han så udstyret med at vindende væsen og rimeligt gode manerer (tak svigermor).
Jeg. Forstår. Det. Ikke.
Jamen det gør jeg altså virkeligt ikke...

Og nu tror jeg snart spekuleringerne skal arkiveres under "uforklarligt", for ellers bliver jeg da bims

Set på TV

For tiden har jeg lidt for meget tid og lidt for lidt energi. Jeg ser derfor lidt for meget fjernsyn selvom vi har lidt for få kanaler.
For et par dage siden kastede jeg mig over DR Bonanza. Ih hvor har jeg hygget mig lige siden. Først så jeg en dokumentar fra 1991 i 6 dele (af hver 30 minutter) der handlede om livet som balletbarn på det kongelige teater fra 1975-1990. Meget underholdende :-)

Nu er jeg så begyndt at se "Forsvundne Danskere". En dokumentarserie, hvor der i hvert afsnit ledes efter en person, der er sporløst forsvundet (tænk "Sporløs" bare uden adoptivbørn). Serien er fra før det der "Internet" rigtig blev til noget stort, og i et enkelt afsnit lykkedes det dem at finde en mand på en eller anden Stillehavsø ved at ringe til samtlige aviser og spørge om de mon havde en abonnent ved navn "X X".

Jeg husker helt tydeligt at jeg så det program i primetime som barn - hele familien rundt om sofabordet. Underlægningsmusikken er meget 1991 (hvor de startede med at producere serien). Tøjet er meget 1991. Folk taler meget 1991-agtigt. Det er virkeligt et gensyn med fortiden.

Kom oktober, kom snart

Jeg har tidligere opremset alle de ting jeg glæder mig til, når vi om 1 måned flytter fra mikro københavnerlejlighed og til villalejlighed på størrelse med fodboldbane.

Jeg ved ikke om jeg har understreget nok hvor meget jeg glæder mig til at flytte et sted hen, hvor badeværelset ikke ligger MIDT i lejligheden uden lydisolering (og uden vindue!)

Vi har bare ikke været sammen længe nok til at jeg er blevet immun overfor lyden af bavianfars toilet-aktiviteter...