onsdag den 23. april 2014

Solen skinner

Det er officielt blevet foråret. April er kommet - og næsten gået - siden jeg sidst kiggede forbi bloggen. April står i børnefødselsdagenes tegn og begge abeunger er nu blevet behørigt fejret med flag, gæster, gaver, udflugter og alt hvad hjertet kan begære af kys og hurra-råb.

Påsken har været en lang perlerække af gæster og fester og nu er hverdagene igen tilbage. Gemalen er taget i skole, jeg skal på arbejde om et kvarter (jojo, aftenvagter er lige sagen). Børnene er tilbage  i pasning - den store har kun en ugestid tilbage før den står på børnehave og den lille er i gæstedagpleje ca 50 meter hjemmefra hos en dejlig dagplejer, som hun kender godt.

Jeg har været i haven i formiddag og fået ordnet lidt i mine haveprojekter. Jeg har sået noget broccoli, der skulle plantes om til større potter og en tomatplante og noget basilikum fra fru Sole har også fået nye potter. En enkelt citronmelisse er gjort klar til at flytte til Herlev og jeg kigger stadig længselsfuldt ned på det stykke jord, hvor jeg har lagt kartofler og tænker "kommer de dog aldrig op?"

Livet kører i sin rolige gænge. Børnene trives og Lemuren vinker nu og siger "ej ej" (mangler et par h'er) og elsker at blive pruttet på maven. Hun fiser hele huset rundt, når hun bare kan holde fast i noget med hjul under - ellers er det stadig på alle 4 hun kommer omkring. Det ser dog ud til at hun snart har tænkt sig at gå, nok i hvert fald i en lidt yngre alder end Bavianens 16 måneder... Nu må vi se :-)