Det drypper

...og ikke på den der gode måde ala "når det regner på præsten så drypper det på degnen".
Næ, det drypper lidt på kinderne selvom jeg sidder indenfor i tørvejret med et tæppe om mig og slapper af. (Tænde for varmen? Hvad mener du? Det er jo kun september...)

Min dejlige lille bavian er ved at være en stor pige nu. Det er så skønt at se hende lære den ene ting efter den anden, og at se hende komme stavrende af sted på sine små ben.
Hun gør mit hjerte så uendeligt varmt.
Men sammen med de nye færdigheder følger også en ny størrelse. Det betyder, at det efterhånden er på tide at pakke en helt særlig hjemmestrikket trøje væk. En lille fin blå striktrøje, som bavianens mormor strikkede i størrelse 1 år (så det er ligesom på tide nu hvor hun efterhånden er 17 måneder).
Den er slidt godt, men holder stadig sammen selvom der med tiden er kommet et par løse tråde. Heldigvis kommer der inden alt for længe en ny abekat, som skal have mormors trøje på. Det er nok også derfor det drypper sådan - hormoner er bestemt ikke at spøge med.

Memory lane

I dag er det præcis 10 år siden, at jeg med bævende knæ og bankende hjerte kørte til Vestjylland, hvor mine tre gymnasieår blev tilbragt på en kostskole.

Tiden flyver! Det var tre lærerige år - og her tænker jeg ikke så meget på integralregning. Det bliv virkeligt de år, hvor jeg lærte at stå på egne ben. Det var de år, hvor jeg langsomt fandt ud af hvem jeg egentligt var.

Der er stadig et par gode venner, der hænger fast fra de år. Nøj hvor vi græd som piskede den dag vi alle kørte hver til sit.

Tiden flyver!

Om minder

Jeg læste et meget muntert indlæg hos Superheltemor i dag

Det handler om et skilt med en stavefejl. Jeg elsker sådan nogle skilte. Stavefejl, især de meningsforstyrrende, er fantastiske.

Jeg har altid fotograferet dem (bevares, før jeg fik en kameramobil noterede jeg mig dem bare i erindringen), og sendt billedet til min mor - så grinede vi sammen. Når de var allersjovest kunne vi grine sådan så tårerne næsten trillede.

Åh hvor jeg savner hende!

Om gode minder ... og dårlig te

Jeg er tedrikker, inkarneret tedrikker - Tedrikker!

Det kunne derfor ikke undre nogen, der kender mig, at jeg på min første date med bavianens far bestilte en chai latte.
Det var en ret god date. Jeg husker mange små detaljer. Fx hvilket bord vi sad ved, hvad for noget tøj jeg havde på, at han kom kun i skjorteærmer(!) i januar måned hvor sneen føg om ørene på os..., at han var meeeeeget pæn at se på og så at jeg bestilte chai latte.

Efter noget tid på café en fredag aften, sådan lidt halvsent var der efterhånden så meget larm, at vi dårligt nok kunne høre hinanden. Det endte faktisk med at bavianfar inviterede sig selv hjem til mig (han boede selv ca 3 timers kørsel væk - så det havde være rimeligt freaky at invitere mig med hjem til ham). And the rest is history.

I går var bavianfar, bavianen, min søster og hendes spritnye kæreste på selvsamme café. (For at måde spritnye kæreste, tjekke ham ud, give point og derefter aflevere dommen over ham til søster). Jeg bestilte en chai latte.

...Det var den dårligste kop tår chai jeg nogensinde i mit liv har fået serveret et sted hvor man skulle betale for det. (Søster bestilte også en - hendes reaktion var præcis den samme)

Det er så nu man spørger sig selv: Har de på knap 2 år mistet evnen til at lave anstændig te, eller var jeg bare så interesseret i bavianfar fra første blik, at jeg slet ikke ænsede hvor elendig den te var?

The answer is blowin' in the wind