Tillykke mor

I dag ville min mor være fyldt 58. Hun var en smuk og livskraftig dame, der gjorde verden til et bedre sted for os, der var omkring hende.

Hun er både elsket og savnet.

I dag bliver ikke forbigået i stilhed. Som vi også har gjort de seneste år på denne dato, så mødes vi i familien, deler et måltid, taler om hende og mindes alt det gode, sjove, fantastiske og skøre vi har oplevet med hende. 

Det havde bare været lidt federe hvis hun kunne have været der til at tage del i festen.

Glædeligt gensyn

Hver gang Lemuren går en størrelse op tager jeg en tur i kælderen. 

Det er meget økonomisk at have fået sine børn i samme køn og født i samme måned. Når tøjet passer i størrelsen så passer det også til vejret. 

I kælderen kan jeg så hente en komplet tøjstørrelse og vupti - så er Lemuren igen passende klædt.

For 14 dage siden hentede jeg str 68. Der imellem alt muligt ligegyldigt massefabrikeret tøj og en hel del af min søsters hjemmesyede lå der en ganske særlig sweater.

Den havde sit helt eget indlæg, da den blev pakket ned (og jeg er ikke på fra pc'en, så jeg kan ikke linke).

Det er en lille blå hjemmestrikket sweater som min mor strikkede. 

Jeg græd lidt da jeg så den i tøjposen og jeg græd lidt igen da den blev lagt i skuffen og jeg græd lidt igen i dag, da jeg tog den op af skuffen og gav Lemuren den på.

Jeg bilder mig selv ind, at min mor ikke er så langt væk, når den lille trøje er på min lille pige.

Efterspil

Det er snart 3 år siden vi blev gift. (Nogen gange tænker jeg, at vi har været sammen uendeligt læng - andre gange, at vi kun lige har lært hinanden at kende).

Det betyder at vi nu har booket et slotsophold til os og en babysitter til ungerne. Gavekortet var en bryllupsgave - med tre års frist for indløsning...

Der er faktisk et gavekort mere, der skal bruges inden 3 år, så vi skal også forbi en vinbutik før november bliver til december.

Vores snarlige bryllupsdag betyder også, at det nu snart er tre år siden min mor døde. (Bryllup og begravelse i samme kirke på under to uger - sorrig og glæde de vandre til hobe.)

Som tiden går, så trænger min søde far mere og mere til at rydde op og ud i sit hjem. Vi har for snart længe siden tømt min mors klædeskab og smykkeskrin. Jeg går ofte med hendes smykker, og er glad for at have hende tæt på mig på den måde.
I går tog vi endnu et kapitel. Min far havde bedt om at få kigget på hendes sy-skab og en del porcelæn.
Det havde vidst taget ca 2 måneder frem i tiden at finde en dato hvor både han, mig og mine to søstre kunne afse nogle timer på samme tid.
Jeg har derfor nu udvidet mit eget syskab betragteligt! Der dukkede en hel del stof op - det meste gik til min ene søster, der helt klart er den, der syr mest. Alligevel blev der også en god portion til mig. Vi kom mange gange forbi rester af stof og måtte stoppe op og sige "kan I huske den bluse hun havde syet i dette stof?"
Min oldemors kaffestel fik jeg også lov at få. Det har mere charme, personlighed og "historiens vingesus" end det er egentligt kønt. Men jeg er glad for at det nu skal hjem til mig og bo - og blive brugt. Min far mente bestemt ikke, at det havde været ude af skabet siden mine oldeforældres hjem blev tømt i 1990.

Hver gang vi tager endnu et nap med at bladre igennem min mors liv, så bliver det så virkeligt at hun ikke er her mere.

Mine to piger skal aldrig lære hende at kende.

Uforståeligt!

Om minder

En iskold vinteraften for to år siden, der afrundede en dag fuld af solskin ud over fin hvid sne, trak min mor vejret for sidste gang og sagde farvel til sin plagede krop, livet og alle os der elskede hende.

Det føles både som en evighed siden, og som om det var i går.

Udsigten var fantastisk smuk fra 17. etage på Herlev Hospital. Jeg husker hvordan solnedgangen farvede alting lyserødt, der var sne på veje og hustage så langt øjet rakte.

3 dage senere sagde vi farvel på kirkegården. I dag tager vi derud og siger hej.

Det drypper

...og ikke på den der gode måde ala "når det regner på præsten så drypper det på degnen".
Næ, det drypper lidt på kinderne selvom jeg sidder indenfor i tørvejret med et tæppe om mig og slapper af. (Tænde for varmen? Hvad mener du? Det er jo kun september...)

Min dejlige lille bavian er ved at være en stor pige nu. Det er så skønt at se hende lære den ene ting efter den anden, og at se hende komme stavrende af sted på sine små ben.
Hun gør mit hjerte så uendeligt varmt.
Men sammen med de nye færdigheder følger også en ny størrelse. Det betyder, at det efterhånden er på tide at pakke en helt særlig hjemmestrikket trøje væk. En lille fin blå striktrøje, som bavianens mormor strikkede i størrelse 1 år (så det er ligesom på tide nu hvor hun efterhånden er 17 måneder).
Den er slidt godt, men holder stadig sammen selvom der med tiden er kommet et par løse tråde. Heldigvis kommer der inden alt for længe en ny abekat, som skal have mormors trøje på. Det er nok også derfor det drypper sådan - hormoner er bestemt ikke at spøge med.

Det må man altså ikke!

Der er så mange mennesker, som man har delt forskellige etaper af sit liv med. De der venner man havde i folkeskolen, som kender den bid af ens liv - eller gymnasievennerne, der så de tre år, men som man ikke lige har fået set siden.
Jeg synes der er langt mellem de venner, der har været der siden man var lille og som stadig hænger ved. Og dem, der så endda også har taget ens bedre halvdel til sig som ven er virkeligt sjældne.

Måske er det bare mig, men jeg vælter mig ikke i venner. Jeg har altid været sådan lidt indadvendt - haft brug for ro til at samle tankerne frem for folk at spille bold op af.
Så når en af de der unikke kammerater bliver udsat for noget rigtig grimt, så bliver jeg bare så ked af det. Helt ærligt! Det er da ikke okay, at nogen gør sådan ved min ven.

Øv, jeg kunne sætte mig ned og græde lidt fordi det er så trist.
En af de der unikke kammerater, har mistet sin kone. Og hvis hun så bare var trådt ud foran en lastbil, så var det kun en ren sorg han nu skal igennem. Men nej! Hun har i stedet taget hans hjerte, og behandlet det dårligt. Nu er han smadret, ja fuldstændigt ødelagt.

Man må da ikke gå fra sin ægtefælle? Må man vel?

WTF?

Ja det er en voldsom overskrift.
Men den passer til dette indlæg om en meget voldsom oplevelse.

Jeg meldte mig syg i morges pga dundrende hovedpine. Bavianen stod op kl 5.30 og dansede, klappede (helst på sine forældre) og larmede.
Jeg er stadig helt brugt selvom bavianfar forbarmede sig over mit hovede og tog hende med ind i stuen henad kl 7 så jeg kunne få et hvil.

Bedst som jeg troede at dagen var ved at blive bedre og hovedpinen ved at lette har jeg nu fuldstændigt som et lyn fra en klar himmel fået fejet benene væk under mig.

Følgende sker:
"1 ulæst mail"
mig: klik
mail: Jeg har fået motorcykelkørekort. kh far

Jamen! Hvad?
Jeg forstår det slet ikke - det er jo simpelthen så dumt. "Hej jeg snupper en midtlivskrise som 60årig med ung kæreste og nu også license to get killed in traffic"


Jeg ved hvad mor synes om det... she is not amused.
Og jeg kan ikke engang tillade mig at ringe til hendes bedste veninde og få lidt luft for mine tanker, hun mistede sin mor i går og det sætter jo min fars kørekort ganske meget ned i prioritet.

 Nej, nej, nej hvor er jeg træt af at han er blevet et helt andet menneske efter min mors død

Glædelig mors dag

Ja-ja, jeg er en dag for sent ude. Men det ændrer jo ikke på det jeg har at sige - vel?

Der er mange, der med rette giver udtryk for, at mors dag (Valentines og alle de andre) bare er et marketing-stunt fra blomsterhandlerne.
Jeg voksede op i et hjem, hvor mors og fars dag ikke gave anledning til nogen form for festivitas. Jeg tror faktisk ikke at det på nogen måde rørte mine forældre, at vi ikke fejrede det.
Ja, jeg er faktisk ikke i tvivl om, at min mor vidste hvor meget jeg elskede hende og satte pris på alt det hun gjorde for mig.

Nu hvor muligheden ikke er der længere, ville jeg dog ønske, at jeg oftere havde givet tydeligt udtryk for min kærlighed. Jeg opfordrer derfor varmt jer alle sammen til at elske jeres forældre mens I har dem :-) (om det er på mors dag eller en anden dag tror jeg ikke betyder noget - bare husk at sige det)

Tanke #17

Hvis ens mor er død, skal man holde sig fra facebook på mors dag.
De mange updates om emnet er lige til at blive tung om hjertet af

Date night

Bavianfar inviterede mig ud her til aften :-)

(Eller, altså - vi manglede at se en film i biografklub Danmark, og det var en måned siden den havde haft præmiere, så det var ligesom på høje tid hvis det skulle nås)

De første to forsøg på at finde en babysitter slog fejl, og til sidst måtte jeg i formiddags ringe til bavianens morfar og høre om han mon turde binde an med opgaven... Han var ikke voldsomt involveret i den praktiske del af sine egne børns spædbarne- og rollingeår, så jeg var faktisk i tvivl om hvorvidt han ville sige nej alene af hensyn til bavianens sikkerhed.
Men, det viste sig, at han bare skulle være sammen med sin kæreste her til aften, og hun ville hellere end gerne med ud som babysitter.

Vi var hjemme igen kl 22 - bavianen havde opført sig pænt, og var faldet i søvn uden problemer.

Morfar pralede med at have lært at tage billeder med sin nye telefon (Hvis man er 60+ er det bare svært at vænne sig til ny telefon - endda af et andet mærke end den forrige). Han fremviste stolt det ene billede efter det andet, af kæresten med bavianen på skødet. Er det forkert at hade hende for ikke at være min mor? Kæmpe klump i halsen dukkede selvfølgeligt op over at tænke på, hvordan bavianens mormor ville have elsket sit barnebarn og passet hende ved enhver lejlighed, og kimet mig ned til jeg blev træt af det - bare for lige at høre.
Helt ærligt - hvorfor skal mødre dø?

Om minder

Jeg læste et meget muntert indlæg hos Superheltemor i dag

Det handler om et skilt med en stavefejl. Jeg elsker sådan nogle skilte. Stavefejl, især de meningsforstyrrende, er fantastiske.

Jeg har altid fotograferet dem (bevares, før jeg fik en kameramobil noterede jeg mig dem bare i erindringen), og sendt billedet til min mor - så grinede vi sammen. Når de var allersjovest kunne vi grine sådan så tårerne næsten trillede.

Åh hvor jeg savner hende!

Om livet

I fredags var det 10 måneder siden min mor døde.
I dag mødte jeg min fars "nye" kæreste... (gåseøjne fordi de faktisk har været sammen i mere end 7 (syv!) måneder)