Turboweekend

Når man har masser på programmet så flyver tiden.
Weekenden er brugt i Jylland med masser af familiehygge. Det er (nok?!) sidste visit hos svigerforældrene inden 3 snart bliver til 4.
Lørdag var vi inviteret til min fætters kobberbryllup, en dejlig fest med masser af god mad. Bavianen hyggede hos fammo og faffa mens vi var ude.
I dag bliver der lagt puslespil og leget med perler efter alle kunstens regler - fammo holder fridag med bavianen. I eftermiddag har bavianfar et møde i Århus, og i aften går turen tilbage til Slottet. Det glæder jeg mig til.
Ude godt, men hjemme bedst - og desuden er det altså angstprovokerende at være højgravid i en anden landsdel. Selvfølgeligt kan man føde herovre, men det er nu rarest at få lov at føde der hvor man har regnet med.

Af alle de ting, der fortjener live-transmission

Vatikanets skorsten er altså ikke en af dem!

Vi vokser og trives

Der er virkeligt intet nyt under solen. Lemuren vokser tilsyneladende efter planen, og selvom hun ikke kan ses, så kan det bestemt ses på mig!

Lige for tiden kører hun samme stil som sin storesøster og ligger og drejer rundt. Bare sådan en gang eller to om dagen - man skulle jo nødigt vide hvor man har hende.
På onsdag har jeg derfor en aftale med fødeafdelingen om at de skal vende hendes hoved nedad og hendes numse op. Altså med mindre hun allerede ligger sådan lige på det tidspunkt vi er der.
Bavianen accepterede først sin skæbne og stak hovedet ned to uger før termin, så at tro at lemuren skulle ligge klar i udgangsposition allerede er åbenbart for meget forlangt. I morgen er der tre uger til termin, og så ville det jo sådan set være normalt at føde.
Der er dog ingen optræk til noget som helst af nogen art. Med de 11 dages overtid sidst in mente er hjemmet sådan set heller ikke klart endnu til at modtage en ny beboer.

Så det lørdag

Indrømmet, 8.30 er lidt tidligt at være klar til middagslur, men når man vågnede kl 5, var faldet i søvn kl 22ish og derimellem halv-vågnet et hav af gange. Tja, så er det vel okay?
Pyha, det er hårdt at være højgravid, a-menneske og tydeligvis beboet af en b-menneske-baby.
Jeg håber ikke hun fortsætter som natteravn når hun kommer ud (may that day come soon)

Barndomsminder

I mit barndomshjem var penge ikke noget der groede på træerne.
Vi var ikke Lolland-fattige - vi led bestemt ingen nød. Mine forældre havde prioriteret at købe et dejligt lille rækkehus og min mor arbejde 3dage om ugen.
Det betød, at vi fik masser af mor-kærlighed, og knap så mange materielle goder.

Bagerbrød fandtes ikke. Jeg tror ikke mine forældre selv satte særligt pris på det, og med 3 sultne unger ville en omgang rundstykker og wienerbrød hurtigt tage en god bid af madbudgettet. En sjælden gang imellem skete der dog det helt magiske, at min far havde en lille konservesdåse med hjem fra den ugentlige indkøbstur. En lille dåse, der med et enkelt *puf* kunne åbne sig på midten. Ud kom en rulle af dej, der var for-skåret så den nemt kunne deles i 6 trekanter. Hver trekant blev rullet og sat på en bageplade og efter 15 minutter i ovnen var der nybagte croissanter.

Jeg faldt over sådan en lille dåse sidst jeg handlede.

Bavianfar havde aldrig hverken set eller hørt om det, men efter en søndag morgen med latte og croissanter uden at skulle til bageren er hun nu overbevist om at det fortjener en gentagelse (måske især fordi der blev rullet chokolade ind i en af dem)

Bavianen kværnede en hel croissant selv med stort smil og masser af "av av, varm, puste" undervejs.

Nemme løsninger - part 2

For nogle uger siden lavede jeg et lille teaser-indlæg om at vi skulle afprøve Aarstidernes måltidskasser.
Sådan en "tryk på en knap så leverer vi alt det du skal bruge for at fodre din familie tre aftener"-kasse

Den var god!
Vi kommer nok til at gøre det igen!
Det var nemt!
Det smagte virkeligt godt!
Det var øko, så jeg havde god samvittighed!
 Det var fastfood uden at være dårligt (altså det tog max 30min fra jeg tændte lyset i køkkenet og til jeg kunne sige "værsgod")

Tænker du: "Gad vidst om hun får penge for at skrive det her?" så er svaret: "Næh... Jeg har for få læsere"

Så hold dog kæft!

...eller gå til psykolog.

Det havde nok været det mest passende svar, men nogen gange er man simpelthen så godt opdraget at man bare bliver siddende på sin lille numse (haha "lille" haha - you wish) og lytter og prøver at lade som om man gerne vil høre. Siger ting som "aha" og andre sære smålyde i håb om at man snart kan slippe fri.

Du kender det måske? Så vidt jeg er orienteret sker det for cirka alle så snart de begynder at se gravide ud (hmm, eller måske kun for alle kvinder, der ser gravide ud).
Jeg var ved frisøren i sidste uge. Det trængte jeg til. Det blev pænt. Konet og praktisk, men pænt. I hvert fald pænere end den høstak jeg kom med.
Tilbage til emnet

Folk der har haft en ubehagelig oplevelse med at føde et barn skal simpelthen holde kæft eller få sig noget terapi. Det er ikke okay at kaste sine ord ud over gravide damer. Og det er faktisk slet ikke okay, at tro, at vi gider høre på jer!

Jeg har selv en ret grim historie jeg kan fortælle, om den gang bavianen ikke blev født, men skåret ud igennem mit maveskind efter 5 døgn med veer... Om hvordan bavianfar næsten besvimede på operationsstuen og 1000 andre rigtigt væmmelige detaljer.
Jeg kan også fortælle historien sådanher: "Vi elsker bavianen, det var en hård fødsel, men hun kom ud og havde det godt, og jeg klarede den også. Alle de jordemødre vi mødte var SÅ søde og tog rigtig godt hånd om os, så vi er helt trygge ved at skulle møde endnu flere jordemødre når lemuren snart kommer"

Hvis nu du var gravid hvilken historie ville du så helst høre? Den med alle de rædsomme detaljer, eller den med "det gik og det skal nok gå igen"?
Måske vil du faktisk, hvis du sådan lige mærker efter, allerhelst være fri for begge historier.
Det sidste er dog tilsyneladende ingen mulighed. Og når frisøren står med saksen faretruende tæt på både ører, halspulsåre, næse og andre ting man gerne vil have med hjem igen, så sker følgende regnestykke åbenbart inde i ens hovede: "Hvis jeg nu bare nøjes med at sige "aha" og ellers sidde stille, så kommer jeg nok uskadt igennem historien om hendes traumatiske fødsel".
Jeg fik mine kropsdele med hjem i et stykke.
Min psyke led heller ikke det store. Man har vel efterhånden set så meget, at en tilfældig frisørs oplevelse ikke kan ryste grundvolden.

Jeg brude virkeligt på en pæn måde have sagt "undskyld, men den historie gør faktisk ikke noget godt for mig. Kunne du måske gemme den til en psykolog (terapeut eller whatever!), for jeg orker ikke at spilde mit gode fødselsmod på at lytte til dig. Slet ikke når jeg bagefter skal betale ved kasse 1 og bare trængte til at sidde med et ugeblad."


Nåmen så det jeg ville sige kan nok koges ned til det her:

Kære medsøster

Hvis du havde en dårlig fødsel, så fortæl om det til en, der ikke er gravid men til gengæld kan hjælpe dig med at få lidt styr på dit eget indre kaos.

Kærlig hilsen

Alle os der snart skal føde

Moderkærlighed

Jeg har aldrig været i tvivl om at min mor elskede mig.

Jeg er ikke i tvivl om at jeg elsker min lille bavian.

Sneglcille har begået et indlæg om moderfølelser og om hvornår hun begyndte at elske sin søn. Det kom ikke eksploderende, det øjeblik klister-klumpen blev lagt på hendes mave, men opstod først nogle uger senere. 
Det er et meget fint og ærligt indlæg, og kommentar-sporet er helt fyldt med kvinder der siger/skriver/råber "Os' mig!"
Jeg bliver nød til at stemme i. Første gang jeg så bavianen tænkte jeg "Aha. Nåmen det er så dig! og du er så en pige - jamen velkommen til" Jeg var nok rimeligt omtumlet ovenpå et akut kejsersnit og en masse forvirrende følelser der drønede rundt inde i hovedet. I løbet af den første dag opstod der gradvist en følelse af forbundethed med den lille krøllede bavian og et ønske om at passe på hende.

Da hun 5 måneder gammel for første gang grinede til mig, var det den dejligste lille lyd nogensinde. Hun grinede med både øjne, mund og masser af lyd. Lige der - midt på stuegulvet - eksploderede følelserne inde i mig, og jeg vidste, at jeg elskede hende.

Tiden flyver

I dag er det tre år siden jeg stod i snevejr foran en café på Vesterbro og tænkte: "Hvis ikke han er kommet om 5 minutter, så tager jeg altså hjem... Idiot..."

...han kom!

Nemme løsninger

Her på slottet gør vi alvor af at spise økologisk. Sådan en skøn kombination af at passe på jordens ressource, føle at vi ikke hælder alt for mange pesticider og andet udefinerbart i bavianen og hinanden og så også lidt dyrevelfærd.
Bavianfar begyndte først på det trip da han blev familiefar, men jeg har længe prioriteret i den grad min økonomi har tilladt det at give et par kroner mere hist og pist for at få øko i kurven.
Vi har længe købt frugt og grønt hos Aarstiderne. For jeg synes hurtigt, vi når til et mætningspunkt af de 4 forskellige slags øko-grøntsager der kan fås i netto. Ja kartofler og gulerødder er da lækkert - men variation, det er det de unge vil have :-)

For tiden har vi et presset liv med min slatne graviditet kombineret med vinter-sygdom til alle og så bavianfars praktikperiode oveni (han har 17 timers arbejde og 17 timers praktik og en hel del timers læsning og opgaveskrivning ved siden af hver uge). Så i den kommende uge prøver vi noget nyt. Jeg har lige lagt en ordre ind på en "måltidskasse". Så i morgen kommer der en lille mand (nej jeg har aldrig mødt ham) og stiller en kasse som ikke bare indeholder grøntsager og frugt, men simpelthen ingredienser til en hel gang aftensmad til hele vores lille familie 3 gange. Jeg håber på det bliver rigtig godt - det bliver i hvert fald spændende at prøve.
Måske bliver det en vane? Jeg tror i hvert fald vi kommer til at få lyst til at gøre noget tilsvarende i nogle uger efter Lemuren er født (må den dag komme snart).

Jeg er meget spændt på om den nemme løsning viser sig at være nem eller besværlig, og om det virkeligt letter vores hverdag

To be continued...

Intet nyt under solen

For at gøre elendigheden total, er vi ikke rigtigt blevet raskere, til gengæld har jeg fået noget maveinfluenza og bavianen har vundet sig en øjenbetændelse.
Så bavianfar er på vej på døgnapoteket efter nogle øjendråber (godt man har bil!) og så handler han ind til chokolademousse og tunmousse på vejen hjem...
Det er vi nogen, der virkeligt har trængt til at få længe!

Glædelig søndag - må den kommende uge bringe sundhed og velvære til alle på Slottet

host host

nu hoster jeg også.

Bavianen hoster stadig... og har feber... og snotter... det er faktisk ret ulækkert at være den, der har til opgave at tørre det væk.

Jeg tror jeg har feber men jeg tør ikke tjekke det. Hvis først man ved at man har feber, så er man jo rigtigt syg. Når man er rigtig syg skal man passes, og det er der altså ikke lige mulighed for at jeg kan blive.
Så jeg tør ikke tage min temperatur før bavianen er i bedring...

Måske vi bliver raske en gang til foråret?

Fredage på slottet

I går var det fredag. Selvom jeg jo ikke ligefrem har forskel på hverdag og weekender for tiden, så er der alligevel noget ved fredag aften, der kræver at man hygger sig lidt ekstra.

Bavianfar og jeg tog en god snak om eftermiddagen og blev enige om, at eftersom feber-bavian (ja hvorfor tror du der har været stille på bloggen...!?) alligevel ikke havde appetit var der ikke grund til at diske op med familie-aftensmad til hendes spisetid.
En kritisk gennemgang af vores samlede energireserver betød at vi aftale en plan, der ikke involverede madlavning og efterfølgende oprydning i køkkenet. Bavianfar tog ned på den lokale mexicanske restaurant og hentede takeout (så har det sted også fået et flueben på listen over lokale mad-pushere vi har besøgttilt fra). Det smagte godt. Der var nok til at vi blev mætte. Det var ikke for dyrt. Win-win.

Bavian-barnet dejsede om med sut og dyne i sin lille seng med feberhed pande efter at have kigget skeptisk på maden. Hun spiste 1½ skefuld af noget havregrød, men det der mexicanske var ikke interessant.

Vi tændte op i brændeovnen og satte en film på tv'et.

Hvor var det skønt at have en fredag aften puttet ind til bavianfar mens filmen trillede over skærmen og der røg en djævlehue over strikkepindene.

Hvad har de gang i?

Bavianen har fået urimeligt meget duplo til jul (bevares, hun havde ønsket sig det og vi er glade!)
Men hvad er der lige sket for alle de psykedeliske farver der er dukket op siden jeg var barn?

Så lad da vær'

Bavianens yndlingsord er 'tis'. Hvis nogen bare nærmer sig døren til badeværelset peger hun og råber tis. Hvis man ikke lige får låst døren kan man være helt sikker på at hun kommer løbende og vil kigge på - og meget gerne hjælpe med at tage papir af rullen.

Nogle dage glæder man sig derfor over dette syn

Det er nemlig en bavian der forsøger at komme ind og se mor tisse, men en mor, der har husket at få sat krogen på...

Man skal glæde sig over de små ting

De fleste uheld i hjemmet sker i køkkenet

...bagefter spiser man dem.

Sådan sagde min far jævnligt da jeg var barn. Jeg forstår faktisk ikke hvorfor det var HAM, der sagde det. Han lavede aldrig mad (undtagen hvis en prins blev gift, men det er en anden historie). Jeg ved i grunden heller ikke hvordan min mor tog det - det var hende, der lavede maden.
Sætningen er bare blevet hængende, og jeg skal lige love for at den kom op til overfladen i går.

Bavianen og jeg var alene hjemme (bavianfar arbejder ikke bare sent, men ekstra-sent den første tirsdag i måneden). Jeg tænkte noget overskudsagtigt i retningen af: "Vi skal da have grøntsagssuppe". Dels fordi vi ikke altid får nok grøntsager, dels fordi det plejer at smage fint og dels fordi man kan lave det inden man henter i vuggestuen, så skal det bare blendes og varmes inden man kan spise - nemt nemt når man er alene.

Så i går kastede jeg mig over noget med løg og gulerødder og en stor gryde. Problemet viste sig dog ved tilsmagningen. De der gulerødder var pænt meget sødere end jeg synes de plejer at være... Det endte med sådan en sær orange mos der smagte lidt sødt og lidt af løg. Ikke sindssygt lækkert. Pyt, bavianen opdagede ikke at det smagte sært, hun spiste det bare. Jeg lokkede også med at putte oliven i :-) Det kan vi begge ret godt lide.

Så var det ligepludseligt at sætningen om at spise de hjemlige ulykker passede meget godt. For helt ærligt, sødlig orange suppe med oliven til?! Nej vel...

Graviditets-blues

Jeg synes det er hårdt at være gravid. Det er vist ingen hemmelighed. Min krop er heller ikke ligefrem fantastisk god til at være det, med opkastninger i månedsvis og derefter bækkensmerter.

Så med andre ord trænger jeg til at gøre noget godt for mig selv. Jeg er ikke spor mobil, jeg kan nogle gange lokkes et lille stykke væk - men kun hvis der er p-pladser lige ved døren.

Så hvem kan anbefale en frisør i (nærheden af) Vanløse. Ikke en der snakker for meget eller giver mig en klipning, der kræver tid ved spejlet hver dag. Hverken mit hår eller min hovedfacon (eller whatever de klipper ud fra) er særligt besværlig, men mit moderhjerte gider ikke fyldes med parfumeret shampoo og foreslås hårfarvning når nu der ligger en ny lille verdensborger og bliver udsat for alle kemikalierne.

Hjælp mig :-)

Januar

Det er den store slankemåned ovenpå decembers udskejelser. Det er der da i hvert fald mange, der mener.
Herhjemme er motivationen på et meget lavt niveau. Selvom der måske nok røg lige lovligt mange småkager ind hen over julen, så er det ekstremt demotiverende at forsøge sig ud i noget "sund livsstil," når det er den sidste tredjedel af graviditeten, der ligger lige foran en og griner.

Uanset hvor mange grøntsager og hvor lidt chokolade jeg spiser, så kommer badevægten ikke til at give mig det der kick, der får mig til at fortsætte. Det bedste i verden, når man er i gang med at tænke over hvad der kommer i munden, er at få et skulderklap af badevægten.
Når man er gravid sker det ikke.
Det største skulderklap lyder: "Du vejer kun lidt mere end sidst. ELEFANT!" Suk.

Lige for tiden råber baby på noget så latterligt som sovs. Ikke bare lidt tomatsovs eller noget i den dur, nej bernaise, eller noget andet på en basis af smør og fløde. Helst piskefløde. Og så nogle dejlige kartofler at øse det ud over.

Det er skidt!

Så hvis jeg ikke skal ende på +absurd mange kilo (ligesom sidst) så skal jeg seriøst snart igang med at gro en selvdisciplin. Øv.

Hvad der sker når to trætte diskuterer navne

Mig: Hvad med Bodil? Det er da egentligt meget sødt.

Bavianfar: Bodil er en med gråt hår (tænkepause) eller en på hjul og med snabel

Bavianfar: Hvad med en neger?

Mig: En neger? Det er vidst lidt for sent jeg tror hun bliver hvid

Bavianfar: Nej, ikke neger; Linnea?

Mig: Nå, jeg var sikker på du sagde "en neger"...


Så det blev så heller ikke i går aftes vi kom nærmere på hvad lillesøster skal hedde.

Man skal huske at passe på sig selv

...så i dag tager Bavainfar og jeg af sted på en lille kærestetur med 2 overnatninger hinsidan. Et lille spa-hotel af en art i Skåne, som jeg forhåbentligt kan give gode anmeldelser bagefter.
Bavianen bliver passet herhjemme i abegrotten af sin moster og hendes morfar har meddelt at han agter at besøge hende lørdag formiddag præcis som han så ofte gør... Jeg tror hun får sig et par herlige dage.

Personligt glæder jeg mig til at koble af, ligge i blød OG til en omgang massage. Det kan kun blive godt.

God weekend derude