torsdag den 19. december 2013

Glædelig jul

Jeg har fundet ja-hatten frem og er begyndt at pakke til 6 dages juleferie hos svigerfamilien.

Vi ses på den anden side (og måske en hel del undervejs, who knows?)

onsdag den 11. december 2013

lørdag den 7. december 2013

Glædelig jul

Så fik jeg skrevet endnu et kapitel i juleføljetonen.
Klejner

Jeg giver den åbenbart gas i år. 
Julepynten blev hængt op ultimo november
Der er skrabejulekalendre til både flotfyt og jeg selv
Der er bagt to slags pebernødder (almindelige og med lakrids - namnam)
Nu er der så også klejner. En del af julegaverne er ordnet.

Og så er det endda kun d. 7. det går virkeligt friskt for sig i år

fredag den 6. december 2013

Hvornår bliver man rigtig voksen

Er det egentligt meningen at man skal få en følelse af voksenhed inden i sig?

Hvornår kommer den?

Nu er jeg sidst i tyverne, har passeret min 3års bryllupsdag (og fået et kursus i kommunikation for par af mine svigerforældre!? Øh, tak. #erdetethint?), har 2(!) børn, en stationcar OG et huslån.
Jeg begynder at have svært ved at se hvordan jeg skulle blive mere voksen, jeg føler mig bare stadig mest 'ung' eller hvad søren det nu kaldes, når man har lyst til at drikke en halv flaske asti og være fjollet

søndag den 1. december 2013

Glædelig advent

Så blev adventskransen (nejnej gran er overvurderet) tændt herhjemme.
Når bavianen vågner fra middagsluren tager vi ud til moster og bager julesmåkager

fredag den 29. november 2013

Wruummm

For tiden har jeg den der følelse af at livet drøner af sted i overhalingsbanen og jeg selv bare forsøger at hænge på.
Lemuren vokser med syvmileskridt, bavianen har smidt bleen - og erklæret at hun hedder Flemming(!) eller Pippi.
Bavianfar er i gang med sin sidste praktikperiode. Der er gået 6 uger nu og heldigvis er der kun 1 tilbage. Til sommer bliver han færdig som det der "lærer". Han er rigtig glad for faget og praktikken, men det trækker tænder ud at være så meget alene med de små abekatte. Praktikpladsen ligger en time hjemmefra, så de tre dage om ugen hvor mødetiden har heddet kl 8 har jeg dårligt nok haft øjne når han rullede.
Mind mig om at sende nogle flere skulderklap til enlige mødre!


tirsdag den 26. november 2013

hvis...

...jeg havde haft en æbleskivepande, så havde jeg bagt æbleskiver.

I stedet sidder jeg med benene oppe og nyder at begge de to syge abekatte sover på samme tid

tirsdag den 19. november 2013

Goddag tirsdag

Lemuren og jeg har været nede og krydse. Valgbolcherne er åbnebart sparet væk - mit indre barn er skuffet, #farvelfærd.

Vi har også rundet Rema, nu er der handlet ind til dagens projekter: sylte græskar, koge æblegrød og bage pølsehorn. Jeg er spændt på hvor meget jeg når!

mandag den 18. november 2013

Goddag november, farvel november

Der er sådan et eller andet morsomt digt om at året har 16 måneder - de fem af dem er november.

Men jeg skal da love for at november er fløjet af sted i år. Nu er vi godt halvvejs, i overmorgen har jeg fødselsdag og derefter skal der pyntes op til jul tror jeg.

Farvel november.

Har det ikke kun lige været den 1.?

torsdag den 14. november 2013

Enlig mor

Denne uge byder på 4 aftner som enlig mor til 2. Det er sandeligt hårdt! 

Jeg glæder mig meget til 1/2 hvor bavianfar stopper på sit nuværende arbejde med de mange skæve arbejdstider.

I går aftes forsøgte jeg at overgå Jamie Oliver. Han kører en programserie hvor han laver sund aftensmad på et kvarter. I dag lavede jeg god mad på 17 minutter OG passede to unger imens.
Det ville være et spændende - og mere realistisk - scenarie, som de klart burde lave til et tvprogram.

Dagens ingredienser:


Undervejs:


17 minutter senere:

søndag den 10. november 2013

Mortens aften

 Anden er sat i ovnen

Rødkålen er snittet og kogt 
(Intet foto)

Jeg er alene hjemme med pigerne, og mens den lille er i gang med tredje time af sin middagslur, så hænger jeg ud på sofaen med den store og smølferne (møffer som hun kalder dem)

Jeg spiller russisk roulette med mine bukser. Bavianen smed nemlig bleen i fredags og har indtil videre haft to uheld i dag. 

torsdag den 7. november 2013

Trædemøllen

Lige for tiden føler jeg ikke at jeg laver andet end at tømme og fylde vaskemaskinen, opvaskemaskinen, køleskabet og børnenes maver.
Ja det skulle da lige være at rydde op.

Suk!

onsdag den 6. november 2013

Fremtiden lurer forude

Jeg læste et interessant indlæg hos Sneglcille i går. Hun fortæller om det store spørgsmål "hvor vil du gerne være om 5 år".
Det fik mig til selv at tænke. Stoppe op. Gøre status, om man vil. Hvad er der lige nu i mit liv, som jeg håber ændrer sig? Hvad håber jeg forbliver det samme?

Det eneste jeg faktisk kunne komme i tanke om er, at jeg håber, at jeg om 5 år (og aller helst længe før!) har mig et arbejde. Derudover er der selvfølgeligt nogle af de naturlige konsekvenser af at være mor til baby som jeg satser på er forduftet. Jeg vil fx rigtig gerne til at sove om natten uden pauser, drikke asti og dyrke sex uden at blive nusset på armen af den baby, der også (lidt endnu) ligger i dobbeltsengen (altså hun spjætter i søvne - hun er ikke som sådan tilskuer til akten, bare tilfældigvis i nærheden).


Det er egentligt utroligt at der ikke er mere jeg gerne vil ændre. Jeg må være et meget lykkeligt menneske - det tror jeg i grunden også jeg er, når jeg lige stopper op og tænker over det.

Hvis jeg for 5 år siden havde skullet svare på hvor jeg gerne ville være her i slutningen af 2013, så tror jeg, at jeg havde svaret: Mand! og gerne også børn, et job og et dejligt sted at bo.
Skål på at 3 ud af 4 allerede er klaret. Hvad skal jeg så bruge de sidste 70år af livet på?

søndag den 3. november 2013

Amme-status

For godt 4 måneder siden skrev jeg, at jeg ikke havde tid til at blogge, fordi der sad en baby på mit bryst - konstant!
Hun sidder der stadig. For en måned siden rundede hun 6 måneder, og vi startede på mad. Nej vent, vi tyvstartede 1½ uge inden hun blev 6 måneder, for der havde hun (og jeg!) ikke sovet ordentligt i en uge - så jeg besluttede at hun nok var sulten.

Bavianen blev ammet i knap 3 måneder. Lemuren er nu blevet ammet i 7 måneder og nægter at acceptere det glimrende alternativ - flaske.
Hun kan spise ganske udemærket, hun drikker rimeligt anstændigt af en kop. Hun kan faktisk godt klare sig uden mig hen over et måltid, uden at komme i problemer. MEN (for der skal jo være et men...) det ønsker hun ikke. Og det er da en dejlig kompliment - jeg elsker faktisk også hende. Ret højt endda! Jeg synes alligevel at det er lidt hårdt, at hun nu er nået til separationsangsten. Hun bliver kun rigtig glad af at sidde på min babs. Min lille sugemalle!
I nat besluttede hun sig for at amning var bedre end søvn, så kl 6.15 endte jeg med at vække barnets far og lade ham overtage hende.

Pyha, jeg syntes det var hårdt at stoppe amningen med bavianen fordi hun ikke ville mere - men det er faktisk heller ikke specielt festligt at have et barn, der slet ikke kan undvære amningen.

lørdag den 2. november 2013

Guldkorn

Den store, store bavian på 2,5år kom i dag med et yndigt guldkorn. Hendes far spurgte hende om hun havde noget i bleen.
Hun kigggede lidt skævt op på ham og svarede "disseduun". Vi, der kender hendes særlige dialekt,  ved, at hun fortalte, at der såmænd gemmer sig en tissekone i hendes ble.
Hun er for tiden vældigt optaget af forskellen på drenge og piger, så det var da oplagt at det var det, det handlede om...

tirsdag den 22. oktober 2013

Glædeligt gensyn

Hver gang Lemuren går en størrelse op tager jeg en tur i kælderen. 
Det er meget økonomisk at have fået sine børn i samme køn og født i samme måned. Når tøjet passer i størrelsen så passer det også til vejret. 
I kælderen kan jeg så hente en komplet tøjstørrelse og vupti - så er Lemuren igen passende klædt.

For 14 dage siden hentede jeg str 68. Der imellem alt muligt ligegyldigt massefabrikeret tøj og en hel del af min søsters hjemmesyede lå der en ganske særlig sweater.
Den havde sit helt eget indlæg, da den blev pakket ned (og jeg er ikke på fra pc'en, så jeg kan ikke linke).
Det er en lille blå hjemmestrikket sweater som min mor strikkede. 

Jeg græd lidt da jeg så den i tøjposen og jeg græd lidt igen da den blev lagt i skuffen og jeg græd lidt igen i dag, da jeg tog den op af skuffen og gav Lemuren den på.


Jeg bilder mig selv ind, at min mor ikke er så langt væk, når den lille trøje er på min lille pige.



Mmmmm

Vi bestiller ind imellem frugt og grønt hos Aarstiderne. Det er dejligt enkelt at få det leveret til døren, og der er et noget større udvalg af forskellige økologiske grøntsager end hos netto og rema.

Ind imellem betyder det, at der hober sig en slags grøntsager op, som jeg ikke lige ved hvad jeg skal stille op med.
I går besluttede jeg at prøve at komme af med de maaange rødbeder der lå og kiggede på mig i grøntsagsskuffen. Efter flere dage med ovnbagte rodfrugter og råkost af forskellige rodfrugter var der bare stadig omkring trekvart kilo tilbage.
Jeg gik all in på at sylte rødbeder.
Hold nu fest det var enkelt - det kunne jeg måske godt finde på at gøre igen om 100leverpostejsmadder


onsdag den 16. oktober 2013

Efterspil

Det er snart 3 år siden vi blev gift. (Nogen gange tænker jeg, at vi har været sammen uendeligt læng - andre gange, at vi kun lige har lært hinanden at kende).

Det betyder at vi nu har booket et slotsophold til os og en babysitter til ungerne. Gavekortet var en bryllupsgave - med tre års frist for indløsning...
Der er faktisk et gavekort mere, der skal bruges inden 3 år, så vi skal også forbi en vinbutik før november bliver til december.

Vores snarlige bryllupsdag betyder også, at det nu snart er tre år siden min mor døde. (Bryllup og begravelse i samme kirke på under to uger - sorrig og glæde de vandre til hobe.)
Som tiden går, så trænger min søde far mere og mere til at rydde op og ud i sit hjem. Vi har for snart længe siden tømt min mors klædeskab og smykkeskrin. Jeg går ofte med hendes smykker, og er glad for at have hende tæt på mig på den måde.
I går tog vi endnu et kapitel. Min far havde bedt om at få kigget på hendes sy-skab og en del porcelæn.
Det havde vidst taget ca 2 måneder frem i tiden at finde en dato hvor både han, mig og mine to søstre kunne afse nogle timer på samme tid.
Jeg har derfor nu udvidet mit eget syskab betragteligt! Der dukkede en hel del stof op - det meste gik til min ene søster, der helt klart er den, der syr mest. Alligevel blev der også en god portion til mig. Vi kom mange gange forbi rester af stof og måtte stoppe op og sige "kan I huske den bluse hun havde syet i dette stof?"
Min oldemors kaffestel fik jeg også lov at få. Det har mere charme, personlighed og "historiens vingesus" end det er egentligt kønt. Men jeg er glad for at det nu skal hjem til mig og bo - og blive brugt. Min far mente bestemt ikke, at det havde været ude af skabet siden mine oldeforældres hjem blev tømt i 1990.

Hver gang vi tager endnu et nap med at bladre igennem min mors liv, så bliver det så virkeligt at hun ikke er her mere.

Mine to piger skal aldrig lære hende at kende.

Uforståeligt!

tirsdag den 15. oktober 2013

Tilbudsjæger

Min netto (jojo, det er min) er begyndt på noget ganske sympatisk. De sætter prisen ned på varer der er tæt på udløbsdatoen.
I dag vil jeg så glæde gemalen med højrebsbøffer når han kommer halvsent hjem fra job.

Ungerne bliver spist af med madder. Bavianen får varm mad i vuggestuen og Lemuren spiser ikke så meget endnu. Så der er ingen grund til dårlig samvittighed over at servere rugbrød


mandag den 7. oktober 2013

Sofahygge

I dag har lemuren første dag i dagpleje. Altså på papiret.
For vi sidder herhjemme på sofaen med bavianen. Hun har udskiftet vuggestuens skovtur med feber. Øv!

Det har nu engang sin egen charme at bruge dagen på sofaen med netflix/youtube udelukkende efter ønskerne fra en pige på 2,5:
F for får
Ylvis - what does the fox say?
Pingu
Peter Pedal

Jeg håber snart hun er ovenpå igen.