tirsdag den 13. september 2011

Bagebavianen

At være mor indebærer, at man igen oplever verden for første gang. Bavianen har i dag siddet på min mave i sin bæresele og fulgt med i at røremaskinen lavede mælk, smør, gær og mel om til dej. Hendes store øjne kiggede og kiggede og kiggede på krogen, der kørte rundt i cirkler og forvandlede kaos til en lækker, spændstig, lysebrun masse, der snart bliver til pølsehorn.

Det bringer minder frem, minder om at stå på en stol, eller sidde på køkkenbordet og observere dejkrogen i min mors røremaskine. At se røremaskinen danse, når den kørte i høj fart (mor holdt altid fast i den, inden den dansede ud over kanten af køkkenbordet). Det er nok et af mine tydeligste barndomsminder om min mor - hende i køkkenet, mig der hjælper. Livet var meget enkelt og smukt dengang ens største overvejelser gik på "skal vi lege hos dig eller mig efter skole" :-)

Smukt er det, at netop røremaskinen er en bryllupsgave fra mine forældre. Mor mente at det var netop den bryllupsgave hun selv havde brugt oftest, og derfor skulle vi have en. Den står lige der i hjørnet af køkkenet og minder mig om hendes betænksomhed hver gang jeg ser den.

1 kommentar:

  1. Sikken et fint indlæg. Jeg husker også det at bage med min mor, som noget helt særligt. Som jeg husker det, havde hun altid tid til at have mig med i køkkenet (sikkert et glimrende eksempel på selektiv hukommelse). Så stod vi der foran et store vindue i køkkenet og legede "Tvkøkkenet". Jeg vil også gerne have overskud til at have mine piger med i køkkenet, men må indrømme at jeg fortryder nærmest med det samme, når der efter 2 minutter er snelandskab ud over det hele og ældsten står med hænder fulde af rå æg i munden. Skal vist have fingrene i noget valium, hvis jeg skal i køkkenet med alle tre styks engang.

    Mvh Rikke

    SvarSlet