Enlig mor

Denne uge byder på 4 aftner som enlig mor til 2. Det er sandeligt hårdt! 

Jeg glæder mig meget til 1/2 hvor bavianfar stopper på sit nuværende arbejde med de mange skæve arbejdstider.

I går aftes forsøgte jeg at overgå Jamie Oliver. Han kører en programserie hvor han laver sund aftensmad på et kvarter. I dag lavede jeg god mad på 17 minutter OG passede to unger imens.

Det ville være et spændende - og mere realistisk - scenarie, som de klart burde lave til et tvprogram.

Dagens ingredienser:

Undervejs:

17 minutter senere:

Mortens aften

 Anden er sat i ovnen

Rødkålen er snittet og kogt 

(Intet foto)

Jeg er alene hjemme med pigerne, og mens den lille er i gang med tredje time af sin middagslur, så hænger jeg ud på sofaen med den store og smølferne (møffer som hun kalder dem)

Jeg spiller russisk roulette med mine bukser. Bavianen smed nemlig bleen i fredags og har indtil videre haft to uheld i dag. 

Trædemøllen

Lige for tiden føler jeg ikke at jeg laver andet end at tømme og fylde vaskemaskinen, opvaskemaskinen, køleskabet og børnenes maver.

Ja det skulle da lige være at rydde op.

Suk!

Fremtiden lurer forude

Jeg læste et interessant indlæg hos Sneglcille i går. Hun fortæller om det store spørgsmål "hvor vil du gerne være om 5 år".
Det fik mig til selv at tænke. Stoppe op. Gøre status, om man vil. Hvad er der lige nu i mit liv, som jeg håber ændrer sig? Hvad håber jeg forbliver det samme?

Det eneste jeg faktisk kunne komme i tanke om er, at jeg håber, at jeg om 5 år (og aller helst længe før!) har mig et arbejde. Derudover er der selvfølgeligt nogle af de naturlige konsekvenser af at være mor til baby som jeg satser på er forduftet. Jeg vil fx rigtig gerne til at sove om natten uden pauser, drikke asti og dyrke sex uden at blive nusset på armen af den baby, der også (lidt endnu) ligger i dobbeltsengen (altså hun spjætter i søvne - hun er ikke som sådan tilskuer til akten, bare tilfældigvis i nærheden).


Det er egentligt utroligt at der ikke er mere jeg gerne vil ændre. Jeg må være et meget lykkeligt menneske - det tror jeg i grunden også jeg er, når jeg lige stopper op og tænker over det.

Hvis jeg for 5 år siden havde skullet svare på hvor jeg gerne ville være her i slutningen af 2013, så tror jeg, at jeg havde svaret: Mand! og gerne også børn, et job og et dejligt sted at bo.
Skål på at 3 ud af 4 allerede er klaret. Hvad skal jeg så bruge de sidste 70år af livet på?

Amme-status

For godt 4 måneder siden skrev jeg, at jeg ikke havde tid til at blogge, fordi der sad en baby på mit bryst - konstant!
Hun sidder der stadig. For en måned siden rundede hun 6 måneder, og vi startede på mad. Nej vent, vi tyvstartede 1½ uge inden hun blev 6 måneder, for der havde hun (og jeg!) ikke sovet ordentligt i en uge - så jeg besluttede at hun nok var sulten.

Bavianen blev ammet i knap 3 måneder. Lemuren er nu blevet ammet i 7 måneder og nægter at acceptere det glimrende alternativ - flaske.
Hun kan spise ganske udemærket, hun drikker rimeligt anstændigt af en kop. Hun kan faktisk godt klare sig uden mig hen over et måltid, uden at komme i problemer. MEN (for der skal jo være et men...) det ønsker hun ikke. Og det er da en dejlig kompliment - jeg elsker faktisk også hende. Ret højt endda! Jeg synes alligevel at det er lidt hårdt, at hun nu er nået til separationsangsten. Hun bliver kun rigtig glad af at sidde på min babs. Min lille sugemalle!
I nat besluttede hun sig for at amning var bedre end søvn, så kl 6.15 endte jeg med at vække barnets far og lade ham overtage hende.

Pyha, jeg syntes det var hårdt at stoppe amningen med bavianen fordi hun ikke ville mere - men det er faktisk heller ikke specielt festligt at have et barn, der slet ikke kan undvære amningen.

Guldkorn

Den store, store bavian på 2,5år kom i dag med et yndigt guldkorn. Hendes far spurgte hende om hun havde noget i bleen.

Hun kigggede lidt skævt op på ham og svarede "disseduun". Vi, der kender hendes særlige dialekt,  ved, at hun fortalte, at der såmænd gemmer sig en tissekone i hendes ble.

Hun er for tiden vældigt optaget af forskellen på drenge og piger, så det var da oplagt at det var det, det handlede om...

Glædeligt gensyn

Hver gang Lemuren går en størrelse op tager jeg en tur i kælderen. 

Det er meget økonomisk at have fået sine børn i samme køn og født i samme måned. Når tøjet passer i størrelsen så passer det også til vejret. 

I kælderen kan jeg så hente en komplet tøjstørrelse og vupti - så er Lemuren igen passende klædt.

For 14 dage siden hentede jeg str 68. Der imellem alt muligt ligegyldigt massefabrikeret tøj og en hel del af min søsters hjemmesyede lå der en ganske særlig sweater.

Den havde sit helt eget indlæg, da den blev pakket ned (og jeg er ikke på fra pc'en, så jeg kan ikke linke).

Det er en lille blå hjemmestrikket sweater som min mor strikkede. 

Jeg græd lidt da jeg så den i tøjposen og jeg græd lidt igen da den blev lagt i skuffen og jeg græd lidt igen i dag, da jeg tog den op af skuffen og gav Lemuren den på.

Jeg bilder mig selv ind, at min mor ikke er så langt væk, når den lille trøje er på min lille pige.

Mmmmm

Vi bestiller ind imellem frugt og grønt hos Aarstiderne. Det er dejligt enkelt at få det leveret til døren, og der er et noget større udvalg af forskellige økologiske grøntsager end hos netto og rema.

Ind imellem betyder det, at der hober sig en slags grøntsager op, som jeg ikke lige ved hvad jeg skal stille op med.

I går besluttede jeg at prøve at komme af med de maaange rødbeder der lå og kiggede på mig i grøntsagsskuffen. Efter flere dage med ovnbagte rodfrugter og råkost af forskellige rodfrugter var der bare stadig omkring trekvart kilo tilbage.

Jeg gik all in på at sylte rødbeder.

Hold nu fest det var enkelt - det kunne jeg måske godt finde på at gøre igen om 100leverpostejsmadder

Efterspil

Det er snart 3 år siden vi blev gift. (Nogen gange tænker jeg, at vi har været sammen uendeligt læng - andre gange, at vi kun lige har lært hinanden at kende).

Det betyder at vi nu har booket et slotsophold til os og en babysitter til ungerne. Gavekortet var en bryllupsgave - med tre års frist for indløsning...

Der er faktisk et gavekort mere, der skal bruges inden 3 år, så vi skal også forbi en vinbutik før november bliver til december.

Vores snarlige bryllupsdag betyder også, at det nu snart er tre år siden min mor døde. (Bryllup og begravelse i samme kirke på under to uger - sorrig og glæde de vandre til hobe.)

Som tiden går, så trænger min søde far mere og mere til at rydde op og ud i sit hjem. Vi har for snart længe siden tømt min mors klædeskab og smykkeskrin. Jeg går ofte med hendes smykker, og er glad for at have hende tæt på mig på den måde.
I går tog vi endnu et kapitel. Min far havde bedt om at få kigget på hendes sy-skab og en del porcelæn.
Det havde vidst taget ca 2 måneder frem i tiden at finde en dato hvor både han, mig og mine to søstre kunne afse nogle timer på samme tid.
Jeg har derfor nu udvidet mit eget syskab betragteligt! Der dukkede en hel del stof op - det meste gik til min ene søster, der helt klart er den, der syr mest. Alligevel blev der også en god portion til mig. Vi kom mange gange forbi rester af stof og måtte stoppe op og sige "kan I huske den bluse hun havde syet i dette stof?"
Min oldemors kaffestel fik jeg også lov at få. Det har mere charme, personlighed og "historiens vingesus" end det er egentligt kønt. Men jeg er glad for at det nu skal hjem til mig og bo - og blive brugt. Min far mente bestemt ikke, at det havde været ude af skabet siden mine oldeforældres hjem blev tømt i 1990.

Hver gang vi tager endnu et nap med at bladre igennem min mors liv, så bliver det så virkeligt at hun ikke er her mere.

Mine to piger skal aldrig lære hende at kende.

Uforståeligt!

Tilbudsjæger

Min netto (jojo, det er min) er begyndt på noget ganske sympatisk. De sætter prisen ned på varer der er tæt på udløbsdatoen.

I dag vil jeg så glæde gemalen med højrebsbøffer når han kommer halvsent hjem fra job.

Ungerne bliver spist af med madder. Bavianen får varm mad i vuggestuen og Lemuren spiser ikke så meget endnu. Så der er ingen grund til dårlig samvittighed over at servere rugbrød

Sofahygge

I dag har lemuren første dag i dagpleje. Altså på papiret.

For vi sidder herhjemme på sofaen med bavianen. Hun har udskiftet vuggestuens skovtur med feber. Øv!

Det har nu engang sin egen charme at bruge dagen på sofaen med netflix/youtube udelukkende efter ønskerne fra en pige på 2,5:

F for får

Ylvis - what does the fox say?

Pingu

Peter Pedal

Jeg håber snart hun er ovenpå igen.

Always look on the bright side of life

Jeg elsker mine piger og det er faktisk både dejligt og hyggeligt at gå hjemme og nusse om dem.

Det lader jeg så lige stå fremme forrest i bevidstheden og skubber helt tilbage at jeg ikke fik det job jeg var til samtale på i går.

Er der mere chokolade?

I virkeligheden

...er hun slet ikkeen lemur. Hun er en festabe!

Hun nægter at sove før kl 22. Og når man kan sende sådan et happy face her kort før kl 21 - tja, så får man altså lov til at være glad i stuen i stedet for vred i sengen.

Hvor er tiden, der tager os?

For tiden sker der uendeligt lidt, og uendeligt meget.

På den private front har der været gang i den - og hvis ikke nogen læste med, så havde jeg nok også skrevet om det. Men der er dele af familielivet, som ikke skal lægges til åben skue for hvemsomhelst, så derfor har der været lidt radio-silence herfra.

I morgen skal jeg ringe til pladsanvisningen og se om jeg kan trylle/tigge/fedte mig til en plads til lemuren et andet sted end det vi har fået tilbudt.
Hun har faktisk fået tilbudt en plads der virker rigtig fin - en venlig dagplejemor, der bor i gåafstand. Vi er bare meget lune på at få en plads til hende i den flerbørnsdagpleje, der ligger en anelse længere væk.
Det bliver spændende om det lykkes - og hvis ikke, så bliver Lemuren sikkert glad for dagplejedamen.

arbejdssuk

Jeg har skrevet om det før - og nu gør jeg det så igen.
Mit arbejdsliv!
... eller nok nærmere manglen på samme.

Jeg har uddannet mig i en branche, hvor jobsene hang på træerne, da jeg begyndte at studere. Da jeg var færdig havde virkeligheden desværre ændret sig, og jeg mødte en benhård mur af lukkede døre da jeg stod med min autorisation i hånden i sommeren 2010.
Et par graviditeter senere er der nu gået mere end 3 år, og jeg kan prale af at have arbejdet 3 måneder som tilkaldevikar og 4 måneder i et "rigtigt" vikariat. (og derudover godt et år helt udenfor min branche - men det er jo ikke noget man bliver lykkelig af).
Mine smagsprøver på yndlingsjobbet har kun bekræftet mig i, at jeg valgte den rigtige uddannelse. For det er jo fedt! Det ER det jeg vil! Det ER det, der giver mig arbejdsglæde. Det er endda noget, som kunderne i butikken har rost mig for at gøre.
Jeg hare lyst til at komme med en lang række af eder og forbandelser over at det skal være så svært at få et job.
Jeg nyder min barsel helt vildt. Den lille lemur (der runder 5! måneder om 3 dage) er virkeligt et livsstykke. Hun smiler og udvikler sig og jeg får lov at opleve det fra første parket - det er SÅ fedt! Alligevel kredser tankerne om hvornår min barsel mon ender, og hvornår jeg mon får et job.
Da jeg gik hjemme med bavianen trængte jeg til at komme igang igen, og da hun var 5½ måned startede jeg op på deltid udenfor min branche for at møde nogle voksne mennesker og føle at jeg havde noget at lave, det gav mig mere tilfredsstillelse end bleer.
Denne gang er jeg VILD med at nusse om min baby. Vi hygger og har det dejligt - og dagene flyver af sted. Alligevel har jeg brugt denne formiddag på at skrive to ansøgninger til  jobs, som jeg faktisk rigtigt gerne vil have - men som starter allerede 1. oktober. Jeg vil faktisk helst ikke være færdig på barsel allerede 1. oktober! Men det er en branche hvor man tager hvad man kan få - hvis man altså overhovedet kan få noget. Så jeg søger og søger, og så må det være op til de højere magter at bestemme hvornår min lille lemur skal overlades til kommunens pasningsmuligheder - hvis altså de højere magter har den venlighed at skænke hende en plads...

Hvis jeg selv skulle bestemme, så fik jeg en fast stilling fra 1. januar. Ain't gonna happen...

Dagens oplevelse i barselsland

Lemuren har fødder - og de er utroligt spændende

Lemur på tur

Lillesøster og jeg er for tiden på børneafdelingen. I søndags fik hun høj feber og vagtlægen indlagde hende.

Dommen lød på blærebetændelse og kuren er antibiotika i drop.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange de har stukket i hendes lille krop. Hun kunne virkeligt ikke lide det!

Alligevel har min lille, milde, glade pige også stukket hovedet frem ind imellem og sendt store smil til både sygeplejersker, læger og besøgende familiemedlemmer

Hun har også brugt en del tid på at undersøge om droppet mon kan spises

Storesøster har været forbi og hilse på: "lillesøster har av, av. Hun er på sygehuset for at blive rask. Vanten hjælper hende med at blive rask." Information i børnehøjde

Personligt har jeg nydt den fantastiske sygehuskost. Jeg har fx fået "udefinerbart svinekød" til aftensmad en af dagene

Heldigvis er hun i bedring og snart er vi forhåbentligt hjemme igen.

Jamen altså

Prøv lige og se hvor meget dejlighed jeg kravler i seng til!

Mmmmmm

Jeg kan blive helt ør af lykke. Tænk at jeg har været så velsignet at blive mor til det smukkeste lille væsen. Jeg elsker at kravle i seng om aftenen vel vidende at vi skal putte hele natten.

Hun har allerede været her i mere end 4 måneder og mit moderhjerte er ved at sprænges af kærlighed. 

Sundhedsplejersken var forbi i dag og kigge på hende og jeg kan nu prale af at være mor til 6240g og 63cm rendyrket nuttethed

Og til sidst et billede fra i dag - jeg kom lige til at gå amok i striber

Lykken er at vågne op ved siden af denne lille glade skabningen...

...eneste minus er at kl kun er 6.30 og hun lugter lidt af tis