tirsdag den 26. juni 2012

Glædelig sommer

Så bliver bavianen forsøgt puttet mens vi griller i den lokale park med en flok gode venner

søndag den 24. juni 2012

Skt Hans

Det meste af Danmark brugte aftenen i går på at blive våd og kold. At stirre på et sørgeligt bål hvor flammerne knap kan få fat pga regn er vist en ganske kendt dansk tradition.

Vi havde faktisk ingen planer i år - dagene flyver af sted pga mine mange arbejdstimer, og vi havde ikke lige fået tænkt over det, førend det pludseligt var dagen før dagen (før dagen du ved...).
Det endte med at bavianfar mod alle odds fandt en babysitter (ja, jeg forstår det heller ikke! Men hun skulle læse til eksamen, og det ville hun da gerne gøre i vores stue mens bavianen sov), og så lå verden jo åben for vores fødder.
Vi tog i biografen og bagefter ud og få en cocktail. Det var hyggeligt! Vi var 8 mennesker i biografen - jeg gætter på at salen kunne rumme 200. "A Dangerous Method". En besynderlig film - men ganske god. Derefter var vi så de eneste gæster på en cocktailbar - ret hyggeligt at sidde i en sofa og hyggesnakke og kigge ud på folk der gik forbi.

Alt i alt en god - men meget utraditionel fejring af Johannes Døbers fødsel.

tirsdag den 19. juni 2012

Dagens grin

Jeg bliver nød til at dele en hjemmeside
Ja det er skørt
Ja det er underligt
Ja jeg griner stadig
Dyremishandling? arh vel - ovre hos superheltemor stjæler de dyrenes mad...

Hvad man lover må man holde

Dengang bavianen trådte ind på scenen gav jeg mig selv et løft. Jeg ville aldrig (ALDRIG!) blive en af de der mødre, der lavede facebook-opdateringer om sit barns afføring. Det skulle mine "læsere" (eller hvad man nu kalder facebook crowd'en) bare ikke udsættes for.

Jeg har stadig ikke brudt det løfte (som heldigvis ikke omfatter denne blog), men det har været en større udfordring de seneste 5 dage, hvor bavianen 2 (to!) gange er blevet overladt til babysittere - så mor og far selv kunne restituere lidt - i den tro, at hun nu var færdig med det der maskingevær-skidning.
Siden jeg hentede hende i dagpleje (2 timer og tre kvarter) er det lykkedes hende at lave tre blefulde i varierende konsistens fra rask til "så'n lidt sygt-agtigt"

lørdag den 16. juni 2012

Flashback

Så blev det alligevel sådan, at min friweekend er gået op i bræk-/skidesyge. Baivanen har brækket sig siden torsdag og haft diarre siden fredag. Jeg selv har kastet op et par gange her til morgen, men er 7-9-13 ikke udsat for mere end det (endnu!)

Da jeg ventede bavianen havde jeg kvalme i 7½ måned (fra 6. graviditetsuge og til hun kom ud). Jeg kastede op frem til 7. måned og var i en laaang periode i væsketerapi på hospitalet for ikke at blive alt for dehydreret (læs: 2 liter vand i drop 3 gange om ugen).
I dag har virkeligt været en flashback til de mange måneder jeg bare lå i sengen og ikke orkede noget som helst andet end at løbe ud på badeværelset og hilse på Ulrik. Jeg har måttet rose bavianfar for hans store og tunge indsats i alle de mange måneder hvor han sørgede for ALT - inklusive at holde mig oprejst under bruseren, så jeg kunne komme i bad - og putte shampoo i mit hår, fordi mine arme ikke havde kræfter til at blive løftet så højt.
Det var en rigtig nederen graviditet. Det sidste døgn har været en reminder om, at jeg vidst ikke er klar til at vove pelsen og blive gravid igen - i hvert fald ikke endnu.

torsdag den 14. juni 2012

Jeg gruer lidt for fremtiden

Forleden dag faldt jeg over en lille historie hos Maren.

Den beskriver en periode i min barndom, som jeg husker tydeligt. Det var den periode hvor mor ikke orkede at lege med mig særligt længe af gangen. Jeg forstod det ikke dengang, men nu forstår jeg - og jeg gruer for at bavianen en dag når til den fase.

onsdag den 13. juni 2012

Er det et hint?

For en time siden fyldte jeg indkøbskurven i H&M's webshop - det var længe siden sidst, så jeg måtte gerne :-)
Så længe siden, at sidst jeg handlede der, købte jeg ventetøj...

Jeg kunne ikke huske min adgangskode, så jeg bad systemet om at sende en ny kode til min email.

...den er stadig ikke kommet.

tirsdag den 12. juni 2012

5.33

Tidspunktet bavianen syntes vi skulle op IGEN i dag.
Ajajajajajaj lyder det nede fra tremmesengen. Nogen gange følger der en bizar form for fodmassage med (ja vi bor så småt at tremmesengen og ægtesengen mødes i en sær symbiose).

Vi har været oppe i under en time, og det er allerede lykkedes bavianen at spise et halvt stykke chokoladekage, der lå på en tallerken på sofabordet... Man burde måske blive bedre til at rydde op efter sine gæster før sengetid. På den anden side har det høj prioritet at udnytte barnets sovende timer til selv at få lukket øjnenenene.

søndag den 10. juni 2012

Søndag morgen

Jeg kan lige præcis klemmes ind under bavianens juniordyne - og her har jeg siddet alt for længe.
Vi er rykket ind i stuen så bavianfar kan sove lidt mere...

Hvor er morgen-børne-tv dog elendigt!

lørdag den 9. juni 2012

Hvorfor?

Jeg forstår altså ikke de der kugleforklæder, som taxachauffører tit sidder på.
Hvad gør de godt for? Røvmassage?

fredag den 8. juni 2012

Så der EM!

Bavianen ligger i sofaen med en flaske vand og en dyne og putter hos bavianfar, der ser EM.
Jeg er blevet bekræftet i, at Polen er grimt efter at have set åbningsceremonien - jamen altså. Folk dansede rundt med badehætter på... Det giver jo ikke mening

Godt det snart er september, så det der sommer-sports-hysteri er overstået :-)

mandag den 4. juni 2012

WTF?

Ja det er en voldsom overskrift.
Men den passer til dette indlæg om en meget voldsom oplevelse.

Jeg meldte mig syg i morges pga dundrende hovedpine. Bavianen stod op kl 5.30 og dansede, klappede (helst på sine forældre) og larmede.
Jeg er stadig helt brugt selvom bavianfar forbarmede sig over mit hovede og tog hende med ind i stuen henad kl 7 så jeg kunne få et hvil.

Bedst som jeg troede at dagen var ved at blive bedre og hovedpinen ved at lette har jeg nu fuldstændigt som et lyn fra en klar himmel fået fejet benene væk under mig.

Følgende sker:
"1 ulæst mail"
mig: klik
mail: Jeg har fået motorcykelkørekort. kh far

Jamen! Hvad?
Jeg forstår det slet ikke - det er jo simpelthen så dumt. "Hej jeg snupper en midtlivskrise som 60årig med ung kæreste og nu også license to get killed in traffic"


Jeg ved hvad mor synes om det... she is not amused.
Og jeg kan ikke engang tillade mig at ringe til hendes bedste veninde og få lidt luft for mine tanker, hun mistede sin mor i går og det sætter jo min fars kørekort ganske meget ned i prioritet.

 Nej, nej, nej hvor er jeg træt af at han er blevet et helt andet menneske efter min mors død

lørdag den 2. juni 2012

Jeg er det lykkeligste menneske

Bavianfar har passet den lille brøleabe her til morgen så jeg har fået lov til at sove.
Og nu har jeg fået serveret en friskbagt (og hjemmebagt!) grovbirkes og en kop te.

Livet er fyldt med små bobler af lykke som jeg skal huske at stoppe op og nyde :-)

lørdag den 26. maj 2012

Halleluja here I come!

I dag skal jeg af sted ud i det blå :-)
Polterabend for en barndomsveninde - det bliver SÅ godt! Om præcis en time vækker vi hende og så løber dagen ellers af sted med os. Mest af alt glæder jeg mig til lasergame.
Mindst af alt glæder jeg mig til at jeg har en halv døgnvagt fra 18.30, så der skal jeg potentielt forlader festivitasen og smutte på arbejde...

torsdag den 24. maj 2012

Stakkels lille ven!

Nu hvor solen og sommeren endelig er ankommet, har bavianen valgt at få lungebetændelse.

Hvordan er det lige, at hun har klaret sig igennem sin første vinter uden andet end snotnæse, men når solen så kommer, så får hun noget så grimt og fælt som lungebetændelse... Ahmen altså!

lørdag den 19. maj 2012

Intet nyt er godt nyt

Vi bruger Kr. himmelfartsferien til et rekordforsøg, opgaven: "hvor mange familie-kom-sammener kan man nå?"
Vi startede torsdag med 50års fødselsdag hos min onkel i Jylland og slutter i morgen ved min søster i Kbh.
Der imellem har vi ligget vandret for at få set flest muligt jyske familiemedlemmer. Bavianen er efterhånden lidt træt af alle de mennesker hun hele tiden skal forholde sig til, så bilturene fra A --> B bliver brugt med lukkede øjne

Ligenu sidder vi i bilen hjem, og jeg har lige bestilt indisk take-out hos yndlingsstedet, som vi kan hente på vejen hjem.

Weekenden bliver selvfølgeligt rundet af med en nattevagt, jeg er allerede lidt træt ved tanken

mandag den 14. maj 2012

Glædelig mors dag

Ja-ja, jeg er en dag for sent ude. Men det ændrer jo ikke på det jeg har at sige - vel?

Der er mange, der med rette giver udtryk for, at mors dag (Valentines og alle de andre) bare er et marketing-stunt fra blomsterhandlerne.
Jeg voksede op i et hjem, hvor mors og fars dag ikke gave anledning til nogen form for festivitas. Jeg tror faktisk ikke at det på nogen måde rørte mine forældre, at vi ikke fejrede det.
Ja, jeg er faktisk ikke i tvivl om, at min mor vidste hvor meget jeg elskede hende og satte pris på alt det hun gjorde for mig.

Nu hvor muligheden ikke er der længere, ville jeg dog ønske, at jeg oftere havde givet tydeligt udtryk for min kærlighed. Jeg opfordrer derfor varmt jer alle sammen til at elske jeres forældre mens I har dem :-) (om det er på mors dag eller en anden dag tror jeg ikke betyder noget - bare husk at sige det)

søndag den 13. maj 2012

Tanke #17

Hvis ens mor er død, skal man holde sig fra facebook på mors dag.
De mange updates om emnet er lige til at blive tung om hjertet af

lørdag den 12. maj 2012

Der er så meget jeg ikke forstår

Fx denneher...
Bavianen fik den til sin fødselsdag som en del af et sæt med bondegårdsdyr.

Så er det man spørger sig selv; hvad laver en dromedar på en bondegård?