Sådan kan man også flytte

De sidste to måneder (ja sgu!) har jeg ligget rimeligt underdrejet. Så her frem til overtagelsen af Paladset har jeg ikke ligefrem gået og nusset og pakket kasser og tænkt tanker og den slags.

Men bavianen fik en vuggestueplads lige ved siden af Paladset - med start i mandags. Så goddag laaaang transport frem og tilbage hvis ikke vi snart får skiftet bopæl sådan i virkeligheden også.

Så nu har vi åbenbart gjort det ganske utraditionelle, at vi flytter inden vi har pakket en eneste flyttekasse (nej jeg forstår det heller ikke).

Nåmen, vi lejede en varevogn og fik et par venner til at komme og hjælpe. I vognen er vores senge, lidt tøj, lidt køkkengrej, spisebord og stole.

Det betyder, at vi skifter base og så må bruge resten af måneden på at få pakket bøger og andre ting der kan undværes ned i kasser og så til sidst få resten af gøjemøget flyttet også.

Det er nu alligevel lidt spændende sådan at starte det nye liv i vores eget palads - jeg glæder mig!

Det drypper

...og ikke på den der gode måde ala "når det regner på præsten så drypper det på degnen".
Næ, det drypper lidt på kinderne selvom jeg sidder indenfor i tørvejret med et tæppe om mig og slapper af. (Tænde for varmen? Hvad mener du? Det er jo kun september...)

Min dejlige lille bavian er ved at være en stor pige nu. Det er så skønt at se hende lære den ene ting efter den anden, og at se hende komme stavrende af sted på sine små ben.
Hun gør mit hjerte så uendeligt varmt.
Men sammen med de nye færdigheder følger også en ny størrelse. Det betyder, at det efterhånden er på tide at pakke en helt særlig hjemmestrikket trøje væk. En lille fin blå striktrøje, som bavianens mormor strikkede i størrelse 1 år (så det er ligesom på tide nu hvor hun efterhånden er 17 måneder).
Den er slidt godt, men holder stadig sammen selvom der med tiden er kommet et par løse tråde. Heldigvis kommer der inden alt for længe en ny abekat, som skal have mormors trøje på. Det er nok også derfor det drypper sådan - hormoner er bestemt ikke at spøge med.

Når det er for sent

Der er nogen ting, som det simpelthen er for sent at spørge om.

Ting man skulle have spurgt om for længe siden, og som det ville være malplaceret at spørge om nu hvor alle bare tror at "det ved du da".

Det er sådan jeg har det for tiden med det der "arbejdsmarkedsbidrag", man skulle da tro, at mit bidrag til arbejdsmarkedet består i den tid jeg rent fysisk ligger i mit arbejde?

Så nu spørger jeg jer derude - det er ikke nær så pinligt som at ringe til sin far...

Hvorfor vil arbejdsmarkedet have 8% af mine penge? Jeg troede egentligt at arbejdsmarkedes fornemme opgave var at sørge for at jeg fik penge...

Det var derfor den forsvandt.

Nogengange får man muligheden for at genopleve fortiden.

Man kan fx tænde for tv2 kl 15 og se et afsnit Blæverly - det er fortid så det basker (i hvert fald for undertegnede, der har set alle afsnit ca 4 gange)

I går opstod en uventet mulighed for at hilse på fortiden i form af et køleskab, der indeholdt intet ringere end cherry coke. Jeg var umiddelbart ikke stemt for idéen. Jeg kunne ikke genkalde mig smagen, men jeg havde kraftigt på fornemmelsen at jeg ikke var en fan.
Bavianfar måtte have en. Så den blev købt, betalt, åbnet, smagt - og føj! Det var derfor den forsvandt... Nogen ting burde blive i glemmebogen.

Hvorfor spilder jeg min tid?

Bavianen snorkbobler og gemalen er på arbejde.

Fredag aften fordrives foran skærmen, og jeg er dumpet ned i et afsnit vild med dans.
Jeg så de første 2 sæsoner fuldstændigt trofast, men har ikke rigtigt set det siden.

Det er jo en lang række af B- og C-kendisser. Der er mere end et par, hvor jeg ikke aner hvem, der er den kendte og hvem, der er danseren (og også to par, hvor det kun er danseren jeg kender!)

Burde slukke...

Burde virkeligt.

Men i stedet blogger jeg da bare om hvor elendigt det er, mens det kører i baggrunden...

De der ting man aldrig kommer til at forstå

Der er nogen ting, begreber, hændelser, kendsgerninger som bare aldrig kommer til at give mening. Ikke desto mindre, må man på et tidspunkt stoppe med at gruble over dem og bare acceptere at sådan er det.

Jeg nævner i flæng:
- de der mennesker, der insisterer på at de er forelsket i deres potteplante/eiffeltårnet/whatever
- at man ikke kan spise en tartelet uden at snaske fyldet ud over hele tallerkenen
- at Breivik synes det gav mening at dræbe nogenog70 mennesker
- at PostDanmark bare kan bestemme at postkassen skal ned til havelågen
- at buffaloskoene formentligt bliver moderne igen i løbet af en kortere årrække.

Jeg kunne nævne mange vanvittige facts, men det som jeg mest af alt undrer mig over er, at det lige var mig, der fik bavianfar. Vi var ikke ligefrem pur-unge, da vi mødte hinanden. Ja kort sagt, så havde andre kvinder haft frit spil til at få ham halet i land i ÅREVIS inden han dukkede op på min radar.
Han er virkeligt flot. Lige-på-nippet-til-en-modelkarriere-fabolous! Ovenikøbet er han så udstyret med at vindende væsen og rimeligt gode manerer (tak svigermor).
Jeg. Forstår. Det. Ikke.
Jamen det gør jeg altså virkeligt ikke...

Og nu tror jeg snart spekuleringerne skal arkiveres under "uforklarligt", for ellers bliver jeg da bims

Set på TV

For tiden har jeg lidt for meget tid og lidt for lidt energi. Jeg ser derfor lidt for meget fjernsyn selvom vi har lidt for få kanaler.
For et par dage siden kastede jeg mig over DR Bonanza. Ih hvor har jeg hygget mig lige siden. Først så jeg en dokumentar fra 1991 i 6 dele (af hver 30 minutter) der handlede om livet som balletbarn på det kongelige teater fra 1975-1990. Meget underholdende :-)

Nu er jeg så begyndt at se "Forsvundne Danskere". En dokumentarserie, hvor der i hvert afsnit ledes efter en person, der er sporløst forsvundet (tænk "Sporløs" bare uden adoptivbørn). Serien er fra før det der "Internet" rigtig blev til noget stort, og i et enkelt afsnit lykkedes det dem at finde en mand på en eller anden Stillehavsø ved at ringe til samtlige aviser og spørge om de mon havde en abonnent ved navn "X X".

Jeg husker helt tydeligt at jeg så det program i primetime som barn - hele familien rundt om sofabordet. Underlægningsmusikken er meget 1991 (hvor de startede med at producere serien). Tøjet er meget 1991. Folk taler meget 1991-agtigt. Det er virkeligt et gensyn med fortiden.

Kom oktober, kom snart

Jeg har tidligere opremset alle de ting jeg glæder mig til, når vi om 1 måned flytter fra mikro københavnerlejlighed og til villalejlighed på størrelse med fodboldbane.

Jeg ved ikke om jeg har understreget nok hvor meget jeg glæder mig til at flytte et sted hen, hvor badeværelset ikke ligger MIDT i lejligheden uden lydisolering (og uden vindue!)

Vi har bare ikke været sammen længe nok til at jeg er blevet immun overfor lyden af bavianfars toilet-aktiviteter...

Når man søger "sit eget" job

Siden april har jeg haft et vikariat på en dejlig arbejdsplads. Det udløber desværre 1. september.
I morgen er der ansøgningsfrist på 5 nye vikariater i samme stilling som jeg har haft indtil videre.

Så her sidder jeg, og prøver virkeligt at brygge en god ansøgning sammen - mest af alt har jeg bare lyst til at skrige "tag mig, tag mig"

Yrks, det er svært at rose sig selv lige tilpas nok til at de ikke synes man overdriver, samtidig med der også helst skal være nogle dejlige sætninger om "kollegaer, samarbejdspartnere, ledere" og alle de andre man omgås, så det bliver afsløret at det jo ikke bare er et hvilket som helst sted jeg vil arbejde, men lige netop der...

Jeg ved vi er mere end 5 hvis vikariat udløber nu...

Og et eller andet sted ved jeg også, at jeg ikke får et af de opslåede vikariater - men man skal jo søge alligevel, ikke?

Det må man altså ikke!

Der er så mange mennesker, som man har delt forskellige etaper af sit liv med. De der venner man havde i folkeskolen, som kender den bid af ens liv - eller gymnasievennerne, der så de tre år, men som man ikke lige har fået set siden.
Jeg synes der er langt mellem de venner, der har været der siden man var lille og som stadig hænger ved. Og dem, der så endda også har taget ens bedre halvdel til sig som ven er virkeligt sjældne.

Måske er det bare mig, men jeg vælter mig ikke i venner. Jeg har altid været sådan lidt indadvendt - haft brug for ro til at samle tankerne frem for folk at spille bold op af.
Så når en af de der unikke kammerater bliver udsat for noget rigtig grimt, så bliver jeg bare så ked af det. Helt ærligt! Det er da ikke okay, at nogen gør sådan ved min ven.

Øv, jeg kunne sætte mig ned og græde lidt fordi det er så trist.
En af de der unikke kammerater, har mistet sin kone. Og hvis hun så bare var trådt ud foran en lastbil, så var det kun en ren sorg han nu skal igennem. Men nej! Hun har i stedet taget hans hjerte, og behandlet det dårligt. Nu er han smadret, ja fuldstændigt ødelagt.

Man må da ikke gå fra sin ægtefælle? Må man vel?

Bvadr

...den der følelse man får indeni når man opdager, at ens yndlings indiske restaurant er blevet lukket af sundhedsmyndighederne...

Djævlen i detaljen

Jeg har opdaget noget!

For et par uger siden lavede jeg en ny pauseskærm på pc'en fyldt med billeder af bavianen. (Man er vel mor...). I dag sad jeg og kiggede lidt på alle de fine billeder af min lille guldklump.
Jeg hæftede mig ved en lille detalje i det meget fine opstillede foto af bavianens barnedåb. Hun ligger nydeligt i sin kæmpe dåbskjole på min arm, omgivet af alle forældre, bedsteforældre og oldeforældre.
Bemærk hvordan bavianens ene oldefar lige har placeret sin hånd kækt på konens mås. 

Og vi siger mange tak...

...til bavianen, der i et kortvarigt uovervåget øjeblik fik fat i saltbøssen...
Godt rengøringshjælpen kommer og støvsuger i morgen :-)

Memory lane

I dag er det præcis 10 år siden, at jeg med bævende knæ og bankende hjerte kørte til Vestjylland, hvor mine tre gymnasieår blev tilbragt på en kostskole.

Tiden flyver! Det var tre lærerige år - og her tænker jeg ikke så meget på integralregning. Det bliv virkeligt de år, hvor jeg lærte at stå på egne ben. Det var de år, hvor jeg langsomt fandt ud af hvem jeg egentligt var.

Der er stadig et par gode venner, der hænger fast fra de år. Nøj hvor vi græd som piskede den dag vi alle kørte hver til sit.

Tiden flyver!

Er det normalt?

Bavianfar og jeg har efterhånden været sammen længe nok til, at jeg uden at tøve må sige, at jeg kan se et mønster.

Vi går til lægen  - sammen. 

Nu er jeg i virkeligheden ikke så erfaren udi kunsten "parforhold". Jeg har haft lidt småtterier før jeg mødte bavianfar, men det er så også det.

Indtil videre, har jeg primært været til lægen med noget, der har handlet om graviditet - og så har det da givet meget god mening at tage sæddonoren med.
Når bavainfar indimellem har brokket sig længe nok over en eller anden skavank at det er lykkedes mig at få ham til at bestille en tid hos lægen, ja så tager jeg som regel med.

Jeg vil tro det er fordi jeg ikke synes han er god nok til at referere hvad lægen sagde.

Nu når jeg tænker over det, så synes jeg aldrig rigtigt man ser ægtepar i venteværelset, som regel er det folk der er der alene, eller forældre, der er der med deres børn (eller børn, der er der med deres forældre)

Gadvidst om man burde give sin mand lidt løsere tøjler...

Virkeligt, sommer!?

Tror lige jeg bliver siddende lidt i bilen og venter inden jeg drøner ind i dagplejen efter bavianen

Spændende nyheder

Som jeg måske har nævnt(?) har bavianfar, bavianen og jeg længe drømt om at få lidt flere kvadratmeter at sprede vores ting ud over. Ja faktisk, så tror jeg, at grunden til at bavianen stadig ikke går uden støtte kan findes i, at der intet sted i vores lejlighed er behov for at slippe et eller andet møbel for at komme frem. 

For en måneds tid siden skrev vi under på at købe 128kvm fantastisk villalejlighed i Vanløse. 
Vi har længe talt om, at vi ville have et nyt hjem, der var stort nok til at vi ikke behøvede at flytte på grund af pladsmangel, såfremt bavianen skulle få sig et par søskende.
Denne beslutning betyder, at vi nu skal til at bo i et hjem med stue og fire (4!) værelser. Vi kunne selvfølgeligt brede os ud over alle rummene med et soveværelse, et bavianværelse, et kontor og et gæsteværelse. Men! Vi har jo grundlæggende ikke brug for al den plads. Så nu har vi driblet en aftale på plads med en boligløs ven. Hun flytter ind og skal være en del af vores familie på ubestemt tid. Detaljerne er ikke driblet på plads endnu (hun bor og arbejder pt i udlandet), men det bliver noget i retningen af at vi laver mad sammen for det meste, hun hjælper nogen gange med babysitning, til gengæld er vores bil til låns når den alligevel bare står i carporten.

Jeg tror på det bliver rigtig godt. Det er nok utraditionelt med en familie med tre voksne og et barn. Jeg har gode forhåbninger om at det bliver en succes :-)

Kom1. oktober, kom snart!

Sommerferie aaaah

Jeg har nydt de sidste 1½ uge, hvor regnen har pisset ned vejret har været dejligt svalt og passet godt til bavianens had til solhatten.


I lørdags startede jeg op på arbejde igen, og nu skal jeg indhente de forsømte timer. Jeg har ikke haft ferie, det var bare fridage i sammenhæng, så nu skal der høvles nogle af alle de timer jeg skylder af.
Det er faktisk helt OK - for jeg nyder mit job. Ja, jeg elsker det faktisk.

Det er så fedt at arbejde med mennesker der er på grænsen af deres formåen, og så få dem heppet og motiveret igennem.  Og hvor er det fantastisk at nusse og holde det ene nyfødte barn efter det andet - skønt!

Livet er smukt.

Jeg gruer for hvad der skal ske efter 1. september, når mit vikariat i yndlingsjobbet udløber.
 -men det skal jeg nok ikke spekulere for meget over.

Om kærlighed og barndom

Da jeg var barn tænkte jeg tit på mit bryllup. Mest kredsede tankerne om om to ting - ingen af dem var manden(!)
Kjolen og buketten.

Buketten skulle være røde roser og hvidt brudeslør. Hvor den idé kom fra ved jeg ikke, men sådan skulle det bare være - punktum!
Det blev ikke sådan...
(og hvis sandheden skal frem, var jeg måske endda en lille smule overrasket og skuffet - som om en lille del af mig slet ikke forstod at man kunne kalde andet for en "brudebuket")

I dag tog bavianfar mig med ind i en blomsterbutik og sagde: "hvad vil du have?"
Så nu står en variation over temaet "ægte brudebuket" på mit sofabord. Den er smuk!
Jeg føler mig elsket

Status

Jeg tror det er en blanding af stress og ferie-modus. Jeg blogger ikke så hyppigt lige nu, for hverdagen løber af sted med lige så høj fart som hele tiden - kroppen derimod kalder på ferie, og tempoet er så småt ved at blive skruet ned. I uge 29 skal vi på camping og jeg glæder mig :-) Vi er af sted med både en del venner og Bavianfars familie. Vi var også afsted sidste år, der fejerede Bavianen sin "3 måneders fødselsdag". Hun klarede det godt selvom det øsede ned, så jeg håber også at hun i år klarer det med et smil.