tirsdag den 29. januar 2013

Tiden flyver

I dag er det tre år siden jeg stod i snevejr foran en café på Vesterbro og tænkte: "Hvis ikke han er kommet om 5 minutter, så tager jeg altså hjem... Idiot..."

...han kom!

søndag den 27. januar 2013

Nemme løsninger

Her på slottet gør vi alvor af at spise økologisk. Sådan en skøn kombination af at passe på jordens ressource, føle at vi ikke hælder alt for mange pesticider og andet udefinerbart i bavianen og hinanden og så også lidt dyrevelfærd.
Bavianfar begyndte først på det trip da han blev familiefar, men jeg har længe prioriteret i den grad min økonomi har tilladt det at give et par kroner mere hist og pist for at få øko i kurven.
Vi har længe købt frugt og grønt hos Aarstiderne. For jeg synes hurtigt, vi når til et mætningspunkt af de 4 forskellige slags øko-grøntsager der kan fås i netto. Ja kartofler og gulerødder er da lækkert - men variation, det er det de unge vil have :-)

For tiden har vi et presset liv med min slatne graviditet kombineret med vinter-sygdom til alle og så bavianfars praktikperiode oveni (han har 17 timers arbejde og 17 timers praktik og en hel del timers læsning og opgaveskrivning ved siden af hver uge). Så i den kommende uge prøver vi noget nyt. Jeg har lige lagt en ordre ind på en "måltidskasse". Så i morgen kommer der en lille mand (nej jeg har aldrig mødt ham) og stiller en kasse som ikke bare indeholder grøntsager og frugt, men simpelthen ingredienser til en hel gang aftensmad til hele vores lille familie 3 gange. Jeg håber på det bliver rigtig godt - det bliver i hvert fald spændende at prøve.
Måske bliver det en vane? Jeg tror i hvert fald vi kommer til at få lyst til at gøre noget tilsvarende i nogle uger efter Lemuren er født (må den dag komme snart).

Jeg er meget spændt på om den nemme løsning viser sig at være nem eller besværlig, og om det virkeligt letter vores hverdag

To be continued...

Intet nyt under solen

For at gøre elendigheden total, er vi ikke rigtigt blevet raskere, til gengæld har jeg fået noget maveinfluenza og bavianen har vundet sig en øjenbetændelse.
Så bavianfar er på vej på døgnapoteket efter nogle øjendråber (godt man har bil!) og så handler han ind til chokolademousse og tunmousse på vejen hjem...
Det er vi nogen, der virkeligt har trængt til at få længe!

Glædelig søndag - må den kommende uge bringe sundhed og velvære til alle på Slottet

tirsdag den 22. januar 2013

host host

nu hoster jeg også.

Bavianen hoster stadig... og har feber... og snotter... det er faktisk ret ulækkert at være den, der har til opgave at tørre det væk.

Jeg tror jeg har feber men jeg tør ikke tjekke det. Hvis først man ved at man har feber, så er man jo rigtigt syg. Når man er rigtig syg skal man passes, og det er der altså ikke lige mulighed for at jeg kan blive.
Så jeg tør ikke tage min temperatur før bavianen er i bedring...

Måske vi bliver raske en gang til foråret?


lørdag den 19. januar 2013

Fredage på slottet

I går var det fredag. Selvom jeg jo ikke ligefrem har forskel på hverdag og weekender for tiden, så er der alligevel noget ved fredag aften, der kræver at man hygger sig lidt ekstra.

Bavianfar og jeg tog en god snak om eftermiddagen og blev enige om, at eftersom feber-bavian (ja hvorfor tror du der har været stille på bloggen...!?) alligevel ikke havde appetit var der ikke grund til at diske op med familie-aftensmad til hendes spisetid.
En kritisk gennemgang af vores samlede energireserver betød at vi aftale en plan, der ikke involverede madlavning og efterfølgende oprydning i køkkenet. Bavianfar tog ned på den lokale mexicanske restaurant og hentede takeout (så har det sted også fået et flueben på listen over lokale mad-pushere vi har besøgttilt fra). Det smagte godt. Der var nok til at vi blev mætte. Det var ikke for dyrt. Win-win.

Bavian-barnet dejsede om med sut og dyne i sin lille seng med feberhed pande efter at have kigget skeptisk på maden. Hun spiste 1½ skefuld af noget havregrød, men det der mexicanske var ikke interessant.

Vi tændte op i brændeovnen og satte en film på tv'et.

Hvor var det skønt at have en fredag aften puttet ind til bavianfar mens filmen trillede over skærmen og der røg en djævlehue over strikkepindene.



søndag den 13. januar 2013

Hvad har de gang i?

Bavianen har fået urimeligt meget duplo til jul (bevares, hun havde ønsket sig det og vi er glade!)
Men hvad er der lige sket for alle de psykedeliske farver der er dukket op siden jeg var barn?

torsdag den 10. januar 2013

Så lad da vær'

Bavianens yndlingsord er 'tis'. Hvis nogen bare nærmer sig døren til badeværelset peger hun og råber tis. Hvis man ikke lige får låst døren kan man være helt sikker på at hun kommer løbende og vil kigge på - og meget gerne hjælpe med at tage papir af rullen.

Nogle dage glæder man sig derfor over dette syn

Det er nemlig en bavian der forsøger at komme ind og se mor tisse, men en mor, der har husket at få sat krogen på...

Man skal glæde sig over de små ting

onsdag den 9. januar 2013

De fleste uheld i hjemmet sker i køkkenet

...bagefter spiser man dem.

Sådan sagde min far jævnligt da jeg var barn. Jeg forstår faktisk ikke hvorfor det var HAM, der sagde det. Han lavede aldrig mad (undtagen hvis en prins blev gift, men det er en anden historie). Jeg ved i grunden heller ikke hvordan min mor tog det - det var hende, der lavede maden.
Sætningen er bare blevet hængende, og jeg skal lige love for at den kom op til overfladen i går.

Bavianen og jeg var alene hjemme (bavianfar arbejder ikke bare sent, men ekstra-sent den første tirsdag i måneden). Jeg tænkte noget overskudsagtigt i retningen af: "Vi skal da have grøntsagssuppe". Dels fordi vi ikke altid får nok grøntsager, dels fordi det plejer at smage fint og dels fordi man kan lave det inden man henter i vuggestuen, så skal det bare blendes og varmes inden man kan spise - nemt nemt når man er alene.

Så i går kastede jeg mig over noget med løg og gulerødder og en stor gryde. Problemet viste sig dog ved tilsmagningen. De der gulerødder var pænt meget sødere end jeg synes de plejer at være... Det endte med sådan en sær orange mos der smagte lidt sødt og lidt af løg. Ikke sindssygt lækkert. Pyt, bavianen opdagede ikke at det smagte sært, hun spiste det bare. Jeg lokkede også med at putte oliven i :-) Det kan vi begge ret godt lide.

Så var det ligepludseligt at sætningen om at spise de hjemlige ulykker passede meget godt. For helt ærligt, sødlig orange suppe med oliven til?! Nej vel...

mandag den 7. januar 2013

Graviditets-blues

Jeg synes det er hårdt at være gravid. Det er vist ingen hemmelighed. Min krop er heller ikke ligefrem fantastisk god til at være det, med opkastninger i månedsvis og derefter bækkensmerter.

Så med andre ord trænger jeg til at gøre noget godt for mig selv. Jeg er ikke spor mobil, jeg kan nogle gange lokkes et lille stykke væk - men kun hvis der er p-pladser lige ved døren.

Så hvem kan anbefale en frisør i (nærheden af) Vanløse. Ikke en der snakker for meget eller giver mig en klipning, der kræver tid ved spejlet hver dag. Hverken mit hår eller min hovedfacon (eller whatever de klipper ud fra) er særligt besværlig, men mit moderhjerte gider ikke fyldes med parfumeret shampoo og foreslås hårfarvning når nu der ligger en ny lille verdensborger og bliver udsat for alle kemikalierne.

Hjælp mig :-)

søndag den 6. januar 2013

Januar

Det er den store slankemåned ovenpå decembers udskejelser. Det er der da i hvert fald mange, der mener.
Herhjemme er motivationen på et meget lavt niveau. Selvom der måske nok røg lige lovligt mange småkager ind hen over julen, så er det ekstremt demotiverende at forsøge sig ud i noget "sund livsstil," når det er den sidste tredjedel af graviditeten, der ligger lige foran en og griner.

Uanset hvor mange grøntsager og hvor lidt chokolade jeg spiser, så kommer badevægten ikke til at give mig det der kick, der får mig til at fortsætte. Det bedste i verden, når man er i gang med at tænke over hvad der kommer i munden, er at få et skulderklap af badevægten.
Når man er gravid sker det ikke.
Det største skulderklap lyder: "Du vejer kun lidt mere end sidst. ELEFANT!" Suk.

Lige for tiden råber baby på noget så latterligt som sovs. Ikke bare lidt tomatsovs eller noget i den dur, nej bernaise, eller noget andet på en basis af smør og fløde. Helst piskefløde. Og så nogle dejlige kartofler at øse det ud over.

Det er skidt!

Så hvis jeg ikke skal ende på +absurd mange kilo (ligesom sidst) så skal jeg seriøst snart igang med at gro en selvdisciplin. Øv.

Hvad der sker når to trætte diskuterer navne

Mig: Hvad med Bodil? Det er da egentligt meget sødt.

Bavianfar: Bodil er en med gråt hår (tænkepause) eller en på hjul og med snabel

Bavianfar: Hvad med en neger?

Mig: En neger? Det er vidst lidt for sent jeg tror hun bliver hvid

Bavianfar: Nej, ikke neger; Linnea?

Mig: Nå, jeg var sikker på du sagde "en neger"...


Så det blev så heller ikke i går aftes vi kom nærmere på hvad lillesøster skal hedde.

torsdag den 3. januar 2013

Man skal huske at passe på sig selv

...så i dag tager Bavainfar og jeg af sted på en lille kærestetur med 2 overnatninger hinsidan. Et lille spa-hotel af en art i Skåne, som jeg forhåbentligt kan give gode anmeldelser bagefter.
Bavianen bliver passet herhjemme i abegrotten af sin moster og hendes morfar har meddelt at han agter at besøge hende lørdag formiddag præcis som han så ofte gør... Jeg tror hun får sig et par herlige dage.

Personligt glæder jeg mig til at koble af, ligge i blød OG til en omgang massage. Det kan kun blive godt.

God weekend derude