fredag den 26. juli 2013

Vær beredt

Min svigerfamilie har en fast tilbagevendende tradition. Hver andet år inviterer mine svigerforældre deres 5 (fem!) børn med påhæng og afkom på sommerferie. For to år siden var det en meget lille bavian, der var med og for fire år siden var bavianfar afsted alene og drømte om måske at have en kæreste at tage med næste gang. (Jojo, ægteskab, 2 børn, hus og bil på under 4 år...)

En af mit livs hidtil pinligste oplevelser udspandt sig på ferien for to år siden. En eftermiddag tog alle på tur - undtagen min svoger (bavianfars storesøsters mand) og jeg, der var "alene hjemme" i hver sin ende af huset. Vi trængte begge to til at hvile ørerne. Den skønne frieftermiddag bliver desværre ødelagt af at jeg opdager at tante rød er kommet på besøg. Det er mere end et år siden sidst (graviditet om amning...) og jeg bliver ganske enkelt taget på sengen. Jeg har intet, INTET, ud over toiletpapir at klare mig med. Ikke ligefrem en ønskværdig situation. Jeg trækker vejret dybt et par gange og finder så min sviger - får selvfølgeligt vækket ham fra en lur GREAT! - og spørger om hans kone mon tilfældigvis har en eller anden form for kvindeprodukt med, der kan afværge det røde havs raseren af mine bukser. Han fremtryller et bind fra konens taske, jeg takker og fordufter hurtigt.
Et enkelt bind er jo ikke nok til en hel periode, så jeg ringer til bavianfar. Forklarer kort situationen og beder om at han lige diskret handler lidt for mig nu han alligevel er ude. Det viser sig så at hele svigerfamilien tager i butik sammen - der skulle handles ind til aftensmad. 
Hvad der videre sker har bavianfar forklaret, det lykkes ham ikke at snige sig bort fra følget, til gengæld ved alle bagefter, at jeg har fået min normale cyklus tilbage.
Nogle informationer skal bare helst ikke deles med 16årige generte lillebrødre....

I år har jeg pakket nogle kvindeprodukter selv, og om 2 år har jeg ikke lige født, så der vil jeg gerne være drøet cirkus foruden.

God sommer 😊

torsdag den 25. juli 2013

Av av

Lemuren blev vaccineret i dag.

Det føles rimeligt ondt at holde hende fast mens sygeplejersken stikker i først det ene og sådet andet lår.
Nogen gange er smerter faktisk værd at udholde fordi man får et udbytte, der er indsatsen værd. Og jeg er da glad for at jeg lever i en tid hvor sygdomme ikke slår børn ihjel jævnligt - altså i Danmark. Det er bare svært at sidde med en lille feberhed datter i armene og vide at det er min skyld at hun er skidt. For jeg kan ikke ligefrem forklare hende at det er til hendes eget bedste

fredag den 19. juli 2013

Nye forståelser

Som barn forstod jeg ikke min fars besættelse af "sin egen seng". Det var et udtryk man hørte ham sige ofte når ferier nærmede sig deres afslutning. Nogen gange sagde han endda "sin egen seng med sin egen kone". 

Jeg elskede bare at være ude og rejse (uanset om det var besøg hos mormor og morfar i Jylland eller Afrika). Jeg syntes egentligt det var underligt at min far ikke bare nød ferien og var ked af at skulle hjem - sådan havde jeg det jo selv.

I dag er vi kommet hjem fra en uges fantastisk campingferie. Men to voksne og en baby (der øver sig på at trille i søvne) er bare for mange mennesker til en 120cm bred seng i en campingvogn.

I løbet af ugen (og det HAR altså været en ualmindeligt god tur!) har jeg taget mig selv i at tænke "det skal blive godt at komme hjem i sin egen seng". 

Man er vel først rigtig voksen når man virkeligt forstår sine forældre

onsdag den 10. juli 2013

Barselsløjer

Lemuren elsker når jeg synger for hende - og hvis jeg nusser hendes mave imens, så får jeg det ene store smil efter det andet.
Det betyder at jeg kommer laaaangt omkring i mit repetoire.
Jeg kunne godt bruge at kunne endnu flere sange. En normal synge-session består af følgende numre:

Du må få min sofacykel når jeg dør
Hot (Nik og Jay)
Jesu lille lam jeg er
Der sad to katte på et bord
Kald det kærlighed
En elefant kom marcherende
Ingen er så tryg i fare
Hvem skabte stjernerne
Hvis du ser en krokodille i dit badekar
Nu er klokken blevet mange (Trolderik)
Det' mig der står herude og banker på


Hvad synger I for/med jeres unger?

onsdag den 3. juli 2013