Det er snart 3 år siden vi blev gift.
(Nogen gange tænker jeg, at vi har været sammen uendeligt læng - andre gange, at vi kun lige har lært hinanden at kende).
Det betyder at vi nu har booket et slotsophold til os og en babysitter til ungerne. Gavekortet var en bryllupsgave - med tre års frist for indløsning...
Der er faktisk et gavekort mere, der skal bruges inden 3 år, så vi skal også forbi en vinbutik før november bliver til december.
Vores snarlige bryllupsdag betyder også, at det nu snart er tre år siden min mor døde. (Bryllup og begravelse i samme kirke på under to uger - sorrig og glæde de vandre til hobe.)
Som tiden går, så trænger min søde far mere og mere til at rydde op og ud i sit hjem. Vi har for snart længe siden tømt min mors klædeskab og smykkeskrin. Jeg går ofte med hendes smykker, og er glad for at have hende tæt på mig på den måde.
I går tog vi endnu et kapitel. Min far havde bedt om at få kigget på hendes sy-skab og en del porcelæn.
Det havde vidst taget ca 2 måneder frem i tiden at finde en dato hvor både han, mig og mine to søstre kunne afse nogle timer på samme tid.
Jeg har derfor nu udvidet mit eget syskab betragteligt! Der dukkede en hel del stof op - det meste gik til min ene søster, der helt klart er den, der syr mest. Alligevel blev der også en god portion til mig. Vi kom mange gange forbi rester af stof og måtte stoppe op og sige "kan I huske den bluse hun havde syet i dette stof?"
Min oldemors kaffestel fik jeg også lov at få. Det har mere charme, personlighed og "historiens vingesus" end det er egentligt kønt. Men jeg er glad for at det nu skal hjem til mig og bo - og blive brugt. Min far mente bestemt ikke, at det havde været ude af skabet siden mine oldeforældres hjem blev tømt i 1990.
Hver gang vi tager endnu et nap med at bladre igennem min mors liv, så bliver det så virkeligt at hun ikke er her mere.
Mine to piger skal aldrig lære hende at kende.
Uforståeligt!
