søndag den 26. august 2012

Når man søger "sit eget" job

Siden april har jeg haft et vikariat på en dejlig arbejdsplads. Det udløber desværre 1. september.
I morgen er der ansøgningsfrist på 5 nye vikariater i samme stilling som jeg har haft indtil videre.

Så her sidder jeg, og prøver virkeligt at brygge en god ansøgning sammen - mest af alt har jeg bare lyst til at skrige "tag mig, tag mig"

Yrks, det er svært at rose sig selv lige tilpas nok til at de ikke synes man overdriver, samtidig med der også helst skal være nogle dejlige sætninger om "kollegaer, samarbejdspartnere, ledere" og alle de andre man omgås, så det bliver afsløret at det jo ikke bare er et hvilket som helst sted jeg vil arbejde, men lige netop der...

Jeg ved vi er mere end 5 hvis vikariat udløber nu...

Og et eller andet sted ved jeg også, at jeg ikke får et af de opslåede vikariater - men man skal jo søge alligevel, ikke?

fredag den 24. august 2012

Det må man altså ikke!

Der er så mange mennesker, som man har delt forskellige etaper af sit liv med. De der venner man havde i folkeskolen, som kender den bid af ens liv - eller gymnasievennerne, der så de tre år, men som man ikke lige har fået set siden.
Jeg synes der er langt mellem de venner, der har været der siden man var lille og som stadig hænger ved. Og dem, der så endda også har taget ens bedre halvdel til sig som ven er virkeligt sjældne.

Måske er det bare mig, men jeg vælter mig ikke i venner. Jeg har altid været sådan lidt indadvendt - haft brug for ro til at samle tankerne frem for folk at spille bold op af.
Så når en af de der unikke kammerater bliver udsat for noget rigtig grimt, så bliver jeg bare så ked af det. Helt ærligt! Det er da ikke okay, at nogen gør sådan ved min ven.

Øv, jeg kunne sætte mig ned og græde lidt fordi det er så trist.
En af de der unikke kammerater, har mistet sin kone. Og hvis hun så bare var trådt ud foran en lastbil, så var det kun en ren sorg han nu skal igennem. Men nej! Hun har i stedet taget hans hjerte, og behandlet det dårligt. Nu er han smadret, ja fuldstændigt ødelagt.

Man må da ikke gå fra sin ægtefælle? Må man vel?

onsdag den 22. august 2012

Bvadr

...den der følelse man får indeni når man opdager, at ens yndlings indiske restaurant er blevet lukket af sundhedsmyndighederne...

Djævlen i detaljen

Jeg har opdaget noget!

For et par uger siden lavede jeg en ny pauseskærm på pc'en fyldt med billeder af bavianen. (Man er vel mor...). I dag sad jeg og kiggede lidt på alle de fine billeder af min lille guldklump.
Jeg hæftede mig ved en lille detalje i det meget fine opstillede foto af bavianens barnedåb. Hun ligger nydeligt i sin kæmpe dåbskjole på min arm, omgivet af alle forældre, bedsteforældre og oldeforældre.
Bemærk hvordan bavianens ene oldefar lige har placeret sin hånd kækt på konens mås. 


tirsdag den 21. august 2012

Og vi siger mange tak...

...til bavianen, der i et kortvarigt uovervåget øjeblik fik fat i saltbøssen...
Godt rengøringshjælpen kommer og støvsuger i morgen :-)

lørdag den 11. august 2012

Memory lane

I dag er det præcis 10 år siden, at jeg med bævende knæ og bankende hjerte kørte til Vestjylland, hvor mine tre gymnasieår blev tilbragt på en kostskole.

Tiden flyver! Det var tre lærerige år - og her tænker jeg ikke så meget på integralregning. Det bliv virkeligt de år, hvor jeg lærte at stå på egne ben. Det var de år, hvor jeg langsomt fandt ud af hvem jeg egentligt var.

Der er stadig et par gode venner, der hænger fast fra de år. Nøj hvor vi græd som piskede den dag vi alle kørte hver til sit.

Tiden flyver!

torsdag den 2. august 2012

Er det normalt?

Bavianfar og jeg har efterhånden været sammen længe nok til, at jeg uden at tøve må sige, at jeg kan se et mønster.

Vi går til lægen  - sammen. 

Nu er jeg i virkeligheden ikke så erfaren udi kunsten "parforhold". Jeg har haft lidt småtterier før jeg mødte bavianfar, men det er så også det.

Indtil videre, har jeg primært været til lægen med noget, der har handlet om graviditet - og så har det da givet meget god mening at tage sæddonoren med.
Når bavainfar indimellem har brokket sig længe nok over en eller anden skavank at det er lykkedes mig at få ham til at bestille en tid hos lægen, ja så tager jeg som regel med.

Jeg vil tro det er fordi jeg ikke synes han er god nok til at referere hvad lægen sagde.

Nu når jeg tænker over det, så synes jeg aldrig rigtigt man ser ægtepar i venteværelset, som regel er det folk der er der alene, eller forældre, der er der med deres børn (eller børn, der er der med deres forældre)

Gadvidst om man burde give sin mand lidt løsere tøjler...