torsdag den 26. juli 2012

Spændende nyheder

Som jeg måske har nævnt(?) har bavianfar, bavianen og jeg længe drømt om at få lidt flere kvadratmeter at sprede vores ting ud over. Ja faktisk, så tror jeg, at grunden til at bavianen stadig ikke går uden støtte kan findes i, at der intet sted i vores lejlighed er behov for at slippe et eller andet møbel for at komme frem. 

For en måneds tid siden skrev vi under på at købe 128kvm fantastisk villalejlighed i Vanløse. 
Vi har længe talt om, at vi ville have et nyt hjem, der var stort nok til at vi ikke behøvede at flytte på grund af pladsmangel, såfremt bavianen skulle få sig et par søskende.
Denne beslutning betyder, at vi nu skal til at bo i et hjem med stue og fire (4!) værelser. Vi kunne selvfølgeligt brede os ud over alle rummene med et soveværelse, et bavianværelse, et kontor og et gæsteværelse. Men! Vi har jo grundlæggende ikke brug for al den plads. Så nu har vi driblet en aftale på plads med en boligløs ven. Hun flytter ind og skal være en del af vores familie på ubestemt tid. Detaljerne er ikke driblet på plads endnu (hun bor og arbejder pt i udlandet), men det bliver noget i retningen af at vi laver mad sammen for det meste, hun hjælper nogen gange med babysitning, til gengæld er vores bil til låns når den alligevel bare står i carporten.

Jeg tror på det bliver rigtig godt. Det er nok utraditionelt med en familie med tre voksne og et barn. Jeg har gode forhåbninger om at det bliver en succes :-)

Kom1. oktober, kom snart!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar