Der er flere, der har udtrykt deres ønske om at få lidt flere detaljer om Lemurens ankomst.
Så hvis du ikke har lyst til at læse et føde-drama, så skal du bare stoppe med at læse her, og vende tilbage næste gang, der er nyt på bloggen.
Tre dage efter termin blev min fødsel sat i gang fordi lemuren ikke voksede derinde længere. Jeg havde en forhistorie med en bavian, der blev født 11 dage over tid med en dårligt fungerende moderkage, så der var ingen grund til at vente på jeg selv gik i gang med at føde.
Bavianens fødsel var endt i et kejsersnit, og denne gang var det planen at jeg skulle forsøge at katapultere lemuren nedenud - men hvis jeg virkeligt insisterede kunne jeg godt få et planlagt kejsersnit, men doktorerne anbefalede nu at jeg forsøgte at føde selv.
Jeg nåede ikke så vanvittigt langt. Jeg fik taget vandet lørdag formiddag, da veerne ikke kom af sig selv fik jeg et vedrop. Det gjorde nas (herre-nas faktisk!) så jeg bad om en epi. Det fik jeg. Fordi jeg fik et kejsersnit første gang havde jeg konstant hjertelydsovervågning på under fødslen. Da jeg havde haft veer i relativt kort tid kom der ikke-så-god hjertelyd. Vedroppet blev slukket, pause i noget tid, god hjertelyd og så blev vedroppet tændt igen. Så kom der dårlig hjertelyd igen. Så blev vedroppet slukket igen. Så kom der en rigtig venlig og kompetent læge ind på stuen og sagde "det ser ud som om vi bare skal lave et stille og roligt kejsersnit, for den lille lemur tåler ikke veerne". Inden hun havde sagt sætningen færdig kom der rigtig-rigtig-rigtig dårlig hjertelyd samtidig med at jeg begyndte at bløde (ja oppe fra babyen), så i stedet sagde lægen "kejsersnit, fuld narkose, NU!"
14 temmeligt hektiske minutter senere blev lemuren født.
En time senere vågnede jeg. Rimeligt skæv af narkosen og havde ingen anelse om hvor jeg var, eller hvad, der var sket.
Lemuren havde brug for lidt starthjælp på neonatal, hun havde det ikke så godt da hun kom ud. Men der forventes ingen men på den lange bane.
Se, det var den meget korte og detaljefattige udgave. Det kunne sagtens fortælles som lidt af en gyserhistorie, men jeg har ikke lyst til at tænke tilbage på alle de voldsomme detaljer. Dem er der desværre ret mange af.
Jeg har mere lyst til at være glad for at vi begge to lever.
Åhr, mand. Aeaeee. Det lyder dæleme overhovedet ikke spor rart. Har du fået talt det igennem med jordemoder, sunder eller læge? Eller bare en eller anden sundhedsfaglig person? For det lyder godt nok temmelig dramatisk. Men hvor er det dejligt, at alt gik godt i sidste ende, og at I begge har det godt. Og at Lemuren er ved at blive babyfed. Mmmm - kan næsten dufte de store kinder, hun må have :-)
SvarSletUhj det lyder dramatisk.
SvarSletGodt i begge kom helskindet igennem.
Aeae.
Som øglemor skriver så håber jeg i har fået talt med jordmoderen og på den måde bearbejdet lidt