onsdag den 6. november 2013

Fremtiden lurer forude

Jeg læste et interessant indlæg hos Sneglcille i går. Hun fortæller om det store spørgsmål "hvor vil du gerne være om 5 år".
Det fik mig til selv at tænke. Stoppe op. Gøre status, om man vil. Hvad er der lige nu i mit liv, som jeg håber ændrer sig? Hvad håber jeg forbliver det samme?

Det eneste jeg faktisk kunne komme i tanke om er, at jeg håber, at jeg om 5 år (og aller helst længe før!) har mig et arbejde. Derudover er der selvfølgeligt nogle af de naturlige konsekvenser af at være mor til baby som jeg satser på er forduftet. Jeg vil fx rigtig gerne til at sove om natten uden pauser, drikke asti og dyrke sex uden at blive nusset på armen af den baby, der også (lidt endnu) ligger i dobbeltsengen (altså hun spjætter i søvne - hun er ikke som sådan tilskuer til akten, bare tilfældigvis i nærheden).


Det er egentligt utroligt at der ikke er mere jeg gerne vil ændre. Jeg må være et meget lykkeligt menneske - det tror jeg i grunden også jeg er, når jeg lige stopper op og tænker over det.

Hvis jeg for 5 år siden havde skullet svare på hvor jeg gerne ville være her i slutningen af 2013, så tror jeg, at jeg havde svaret: Mand! og gerne også børn, et job og et dejligt sted at bo.
Skål på at 3 ud af 4 allerede er klaret. Hvad skal jeg så bruge de sidste 70år af livet på?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar