tirsdag den 20. marts 2012

Anekdote fra fortiden

Jeg faldt over denne lille historie fra det virkelige liv, som jeg skrev ned for knapt 3 år siden...

Det er sjovt at være turist i sin egen by.
I går havde jeg den gode fornøjelse at være på kanalrundfart. Det har jeg sådan set været et hav af gange, så i sig selv var det ikke noget super specielt, men jeg har ikke før prøvet det, der skete i går.
På rækken bag mig sad tre piger, de var vel omkring de 20 år.
Jeg kom sådan til at grine af dem – og jeg ved godt det ikke er høfligt, men de sagde nogle virkeligt skøre ting.
Først fortalte den ene af dem en lang historie om hvordan hun havde været i Sydafrika og ude på en ø og se et fængsel hvor Dalai Lama havde siddet fanget i mange år. Efter lidt tid sagde en af de andre piger, at det var da vist ikke ham, og efter endnu en rum tid kom de så i tanke om, at nårenej, det havde nok været Nelson Mandela…

Senere fortalte guiden om nogle skulpturer vi sejlede forbi, at de var lavet af nogle bosniske flygtninge og symboliserede livet i eksil. De affødte den fantastiske bemærkning “eksil, er det når man ikke har sex?” Det var der dog hurtigt en af de to andre der modsagde: “nej nej, det er cølibat.” Men den første holdt stædigt fast i at eksil var ingen sex, og da den anden pige ikke kunne fortælle hvad eksil så skulle betyde, ja så havde den første pige vel ret.

Jeg faldt lige over

en blog om madlavning. Der var en underside åbnet på min telefon - jeg gætter på det var bavianfars værk.

Denne opskrift på linser bliver jeg bare nød til at prøve!

Håber på at få tid snart, og så kommer der fotodokumentation :-)

søndag den 18. marts 2012

Dagens citat

Klokken var dårligt nok blevet 7 inden dagens (indtilvidere) bedste sætning kom flyvende fra bavianfar, henvendt til bavianen siger han: "Har din numse og tissekone samarbejdet om at lave en gave til mor?"

Arj altså! Han endte i øvrigt alligevel med selv at tage det bleskift...

lørdag den 17. marts 2012

Du ved du er gammel når...

...du bliver irriteret over at bussen hjem fra arbejde lørdag aften er fyldt med støjende, feststemte teenagere.

fredag den 16. marts 2012

Shh

Ja, der er stille på bloggen!

Måske den lille beregning, der viser, at jeg de sidst 4 uger i snit har arbejdet 40 timer/uge er svaret.
Måske det faktum at bavianen for tiden ikke synes søvn er en interessant beskæftigelse...
Måske fordi jeg har hovedet fuld af tanker, som ikke egner sig til at blive delt.
Måske fordi bavianfar har været temmeligt syg på det sidst og vækker mig flere gange hver nat fordi lungerne lige skal hostes op.
Måske fordi solen skinner og pc'en ikke trækker.
Måske fordi jeg bare er rundforvirret nu hvor jeg igen er begyndt at have nattevagter.

Uanset - jeg er her altså stadig!

onsdag den 14. marts 2012

tirsdag den 13. marts 2012

Tanke #16

Kunne vi ikke nok godt en gang for alle blive enige om, at der altså findes dårligt vejr (og ikke kun dårlig påklædning).
For hvordan kunne det ellers være fan-f*cking-tastisk vejr i dag, hvis ikke der var noget dårligt vejr at sætte det i modsætning til?

Glædeligt forår!

Jeg er i Silvan

... Ja selvfølgeligt er det arbejdsrelateret. Her kommer jeg ikke frivilligt

fredag den 9. marts 2012

Fredag aften

Alene hjemme med sur bavian

Alene hjemme med en meget vred lille bavian, der har nægtet at sove.
Nu da hun endeligt langt om længe er faldet i søvn, er dagens ret herhjemme blevet degraderet fra hjemmebagt pizza og til rugbrødsmadder...

Oh the joy of motherhood

torsdag den 8. marts 2012

Hmm...

Bavianen er på øve-overnatning på lørdag hos sin moster, og jeg ville lige se, om ikke der var et godt sted i nærheden at drikke nogle cocktails når nu vi ikke skal tidligt op søndag...
Google er min ven, så jeg lavede en søgning på cocktails og navnet på mit kvarter.
Det første hit var en café lidt oppe af vejen, hvor vi før har været så jeg kiggede videre ned af listen. Hit nummer to og tre var to identiske links via krak, og bestod af en liste på to steder hvor krak åbenbart synes man kan få cocktails: Nanok, Bodega (ja med et komma, nej jeg forstår det heller ikke) og Centerparkens Bodega

Jeg troede egentligt, at jeg boede i en sådan relativt fashionabel bydel - men cocktails på bodegaen!? Nej tak jeg tror jeg springer over

Edit: Så nåede jeg ned til det tiende googlehit. Det er en hjemmeside på et bordel - jeg tror vi trænger til at flytte til en anden bydel...

onsdag den 7. marts 2012

Det er forår

...når solen sender sine stråler i min retning, gør det ikke så meget, at toget er forsinket (...at bavianen vågnede skrigende i nat og næsten ikke var til at få trøstet ...at der venter en arbejdsdag forude ...at lønforhøjelsen ikke skal fejres i aften med en flaske god halvsød hvidvin ...at svigerforældrene kommer til middag ...at det er pissekoldt!)
For NU er det forår - det kan enhver se

mandag den 5. marts 2012

Og så siger de at kvinder ikke kan finde ud af at forhandle løn...

Advarsel: Hvis du er fan af janteloven eller synes det er tabu at tale om penge så læs ikke dette indlæg

Da jeg startede på det der job, som jeg synes er ok, men som jeg ikke flipper skråt ud over at arbejde på, var det en helt nyoprettet stilling.

Efterhånden som månederne er gået, er det blevet tydeligt, at både arbejdsopgaver og arbejdstid er blevet anderledes end først forventet.
For en måneds tid siden tog jeg en snak med über-bossen om rimeligheden i en lønstigning, samt ulempetillæg, hvis de fortsat forventer, at der er arbejdsopgaver, der skal løses udenfor almindelig kontortid (som egentligt ikke var den oprindelige plan).

I dag foreligger resultatet, og jeg må med glæde sige, at jeg ikke kun har fået det som jeg ville have det, men også har fået en lidt federe titel at sætte på mit CV, når nu jeg søger en masse andre jobs

søndag den 4. marts 2012

Ahrmen altså

Når man sådan har et almindeligt hverdagsjob, så får man jo arbejdet en hel del mandag-fredag. Gerne lige omkring 37 timer.

Derudover tilbringer jeg så de der famøse timer på yndlings-jobbet, når de lige ringer fordi de har brug for en vikar.

Jeg elsker, at tage ind på hospitalet og trække den hvide kittel på. Jeg elsker at bruge min uddannelse - og bruge mig selv.

Når alt det er sagt, så er der kun et simpelt stykke matematik tilbage, der forklarer hvorfor jeg ser min familie for lidt. 37 timers arbejde mandag-fredag + 2 vikar nattevagter i weekenden = 53 timers arbejde på en uge, og to "sove-dage".

Hvis det fortsætter med to vagter om ugen, må jeg vist hellere få droslet lidt ned for timetallet på mit hverdagsjob.

fredag den 2. marts 2012

torsdag den 1. marts 2012

Kan du huske?

I går befandt jeg mig lige pludseligt på "memory lane"

Samtalen faldt på skole-skeletter. Hvorfor i al verden havde man dog sådan et? Og alle i selskabet bidrog med historier om, at der skam også havde været et skelet på deres skole (og udstoppede dyr, adr!)

På min skole hed det "Olsen"...

Hvad tror du selv?

De tror da vel ikke, at nogen hopper på at en hotdog er sund, bare fordi den bliver lagt på et salatblad, vel?

Jeg var meget tæt på at købe en, bare for at se om den virkeligt blev serveret sådan...

Long time no see


Jeg har sneget mig i stofmekka.
Det er et levende minde om min barndoms sommerferier, hvor jeg et utal af gange har brugt timevis med min mormor og mor på at købe ind til syprojekter

onsdag den 29. februar 2012

Just another day at the office


Og arbejdet laver jo ikke sig selv, så jeg må nok hellere stoppe med at sidde og se på bavianen og få åbnet op for noget arbejde
Glædelig onsdag - så er det snart weekend (jeg holder nemlig fri i morgen - brudekjoleshopping)

mandag den 27. februar 2012

Ugen i facebook-updates

  • Det er svært at arbejde, når man får et kamera stukket op i ansigtet mens en mand råber "STOP", "gør lige det der en gang til", "OOOOOG VÆRSGO!"
  • I Sverige går selv royale førstegangsfødende hjem ambulant...

    http://www.b.dk/globalt/nyfoedt-prinsesse-koert-hjem-efter-otte-timer
  • Der er noget magisk ved at score 124 point i første runde
    (Efterfulgt af fotodokumentation fra wordfeud)
  • Laver gæstemad
  • Gæt hvor vi er
    (Efterfulgt af et foto af bavianen og to giraffer)

Og det var så uge 8. Nogen havde sikkert vinterferie, men det bruger vi ikke her.

søndag den 26. februar 2012

Om erkendelse

Jeg har en mappe på min pc, der hedder Jobsøgning.
Når jeg skal skrive endnu en ansøgning til et job (som jeg helt sikkert ikke får, men som jeg jo naturligvis slet ikke får hvis jeg ikke søger), åbner jeg mappen og leder efter "gode sætninger". Det virker fx åndssvagt at opremse mit CV for gang nummer 1000, når jeg bare kan kopiere det fra min seneste ansøgning (og opdatere det - hvis det skulle være nødvendigt.)
For nogle uger siden da jeg endnu engang skrev på endnu en ansøgning og endnu engang var på jagt efter gode sætninger, blev jeg træt af at lede efter de nyeste ansøgninger (fordi min pc - uvist af hvilke årsager - synes at filer bør sorteres efter navn, (ikke dato!)) Jeg valgte derfor i et snuptag at omdøbe samtlige filer, så de fire første tegn i filnavnet er fire tal, først to tal for året ansøgningen er skrevet og derefter to tal for måneden den er skrevet.

- Tag den pc, mig kan du ikke vinde over med dine små sorteringslege.

I dag, da jeg endnu engang skrev på endnu en ansøgning og endnu engang var på jagt efter de der små perlerækker af ordskvalder som jeg efterhånden er ekspert i at sætte sammen (men som endnu ikke har besnæret en chef til at give mig noget ordentligt at lave) opdagede jeg, at min jobsøgning strækker sig ud over tre (3!) kalenderår. Først 2010 dernæst 2011 og nu 2012.

Det er ikke så rar en erkendelse, at jeg nu på tredje år er i gang med at blive afvist i en lind strøm.
Er der nogen, der har noget selvværd til overs? For så kunne jeg godt bruge lidt ekstra - det slider virkeligt på den at være jobsøgende.